Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

71 dighed, som er af den yderste Vigtighed for Planten; thi efterhaanden som Jordens Farve bliver lysere, danner denne en Skranke for Sollysets udtørrende Kraft, der under ufor- andrede Omstændigheder vilde berøve Jordbunden det sidste Spor af Fugtighed og derved Planten den vigtigste Be- tingelse for dens Livsvirksomhed. Paa den afmeiede Kornmark, i Træernes Skygge, kort overalt, hvor Solen endnu ikke har virket, er Jorden mørk, thi den er endnu fugtig af Duggen; men, hvor Solens Varme har fordampet Fugtigheden, har Jorden ligesom Støvet paa Veien antaget en lysere Farve. Ved Sollysets Indvirkning opvarmes Jorden langt over Luftens Varmegrad og i desto stærkere Grad, jo mørkere Jord- bundens Farve er. Det er saaledes ikke sjeldent, at Ther- mometret viser en 60—70 Graders Varme i Jorden nærved Overfladen, medens Luftens Varmegrad kun er 15—20 Grader. Paa vore Marker finder en saa stærk Opvarmning sædvanlig kun Sted om Foraaret, naar de ere blottede for Planter; thi er først Sæden ved Jordens Fugtighed og høie Varmegrad kaldet til Live, da udbreder den unge Plante snart sin Skygge over Jorden, af hvilken den er fremtraadt for ligesom at skjærme om den Fugtighed, der endnu findes i Jorden; thi har Planten først dannet enkelte grønne Blade, da trænger den ikke mere til saa varm en Jordbund; da er det Bladene, der skulle opfange Sollyset, da er det Fordampningen fra Bladenes Overflade, der fremkalder Livet i Planten, og hvor- ledes skulde denne Virkning kunne bestaae, naar Planten ikke selv beskyttede Jorden imod Sollysets udtørrende Kraft og der- ved sikkrede sig en større Varighed af Fugtigheden i Jorden! Den dyrkede Jordbund har stedse en meer eller mindre mørk Farve, som den har modtaget ved Plantens Indvirkning; thi i sin oprindelige Tilstand er Jorden lys ligesom alle de