Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

73 Jorden, som i den tidlige Morgenstund var fugtig, er ef- terhaanden bleven udtørret af den opvarmede Luft, og enhver Dugdraabe, som ikke er faldet til Jorden og har skjult sig i Plantens Skygge, er atter ved Solens Hjælp bleven opløst af Luften, fra hvilken Planten i Nattens Løb har uddraget den. Uagtet Luften saaledes efterhaanden har modtaget en større og større Mængde Fugtighed fra Havet, Jorden og Planterne, er den dog ingenlunde derved bleven fugtig, den er tvertimod nu mere tør end tidligere; thi dens Varmegrad er nu betydelig’ høiere end i den tidlige Morgenstund, og da Luftens Evne til at opløse Vanddampe stiger i et meget stærkere Forhold end Varmegraden, virker den nu uagtet sin større Vand- mængde dog langt stærkere udtørrende. Varmen er efterhaanden bleven trykkende; vi forlade der- for den aabneVei og træde ind i Skoven, fra hvilken en kjølig og frisk Luft træder os imøde. Skovens Krone opfanger og indsuger den største Deel af Solens Straaler og forhindrer saaledes en stærk Opvarmning af Luften; men til Gjengjeld beskytter den ogsaa om Natten Jorden imod en stærk Afkjøling. I Skoven falder der ingen Dug; thi de løvrige Træer beskytte Jorden og dens Blomster imod den stærke Varmeudstraaling, ligesom Skyerne Markens Planter; instinktmæssigt sætter man sig derfor under det store Træs udstrakte Krone og ikke under aaben Himmel, naar man en Sommeraften vil nyde sit Maaltid i det Frie. Skovens Blomster trænge ei heller til Dug, saa- ledes som Markens Planter, der hele Dagen ere udsatte for Solens brændende Straaler; thi de finde stedse i Jordbunden en tilstrækkelig Mængde Fugtighed til deres Udvikling. Dug- gen falder paa Skovens Krone, og Jordbunden faaer kun Skyggen til Erstatning. Skareviis drager Folket fra Kjøbstaden til Skoven for der at vederqvæges af den friske Luft og at lytte til Fuglenes