Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

74 Sang og Kildernes Rislen, for der som Skovens Vildt at tumle sig frit, uafhængigt af Kjøbstadlivets Moder og Unoder. Mangen Een iler vel gjennem Skoven uden at see noget Træ, de have ingen umiddelbar Tiltrækning for ham; Andre der- imod standse deres Gang foran et eller andet stort Træ, be- undre dets Størrelse, dets Stammes Rankhed, dets Krones Fylde og Løvets friske Farve; men kun Faa tænke paa at iæse, hvad der staaer skrevet paa hvert Blad i Træets ud- strakte Krone, og at gjennemskue den Virksomhed, som fører Jordens Bestanddele gjennem den høie Stamme til de yderste Bladspidser, hvor de ved Luftens og Sollysets Indvirkning undergaae en lang Række af Forandringer, af hvilke Bladene, ja hele Træet er Resultatet; kun Faa tænke paa, at Bladet ira sin ophøiede Plads fængsler den forbillende Lufts Bestand- dele for af dem at danne Tømmeret til vore Huse, Plankerne til vore Skibe og Veddet til vore Ovne. De tænke vel mindst paa, at Løvet, imedens det beskytter os imod Solens Varme, i sit eget Legeme opsamler endeel af denne, der senere i de kolde Vinterdage kommer os tilgode; thi det er den Varme, som Træet ved sin Væxt har indsuget af Sommer- solens Straaler, der atter ved Forbrændingen af Træet bliver frigjort. Det ligger i Sagens Natur, at man ei tænker over Livet i Skoven; man er draget ud for at lade sig umiddelbart paavirke af Naturens Skjønhed, og desuden er Træets Virk- somhed saa rolig, stille og beskeden, at man ikke let bliver opmærksom derpaa, tilmed da der intet Nyt og Overraskende synes at fremtræde; man har fra Barns Been seet Skovens Træer og Markens Korn voxe op af Jorden og er fuldkom- men fortrolig dermed. — I Udkanten af Skoven have vi fundet en skyggefuld Høi, fra hvilken en fri Udsigt aabner sig udover Havet, og der ville vi opslaae vor Leir i den varmeste Deel af Dagen. Vi