Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

75 hvile udstrakte paa det bløde Tæppe og stirre mod Himlen. En enkelt lille Sky tildrager sig vor Opmærksomhed; skulde det maaske være den i den tidlige Morgenstund paa Havet hvilende Taage, der nu svæver saa høit over vort Hoved? Og hvis det er saa, hvilken er da den Kraft, som har løftet den op til denne Høide og forhindrer den fra atter at styrte ned i Havet, fra hvilket den har sin Oprindelse? Nu vel, vi ere ikke i Tvivl om, at det er Solens Varme, der er den virkende Aarsag; det erden, der forvandler Havet til Damp og løfter denne til Skyerne. Og dog tænker man sjeldent, naar man seer ud over Havets rolige Flade, paa den Virksomhed, som overalt udvikler sig imellem Vandet og Luften; thi disses uforandrede Udseende skuffer Øiet. Ved Varmens Hjælp opløser Luften hvert Øieblik endeel af Havets Vand, idet den forvandler dette til den fineste Damp, der er ligesaa klar og gjennemsigtig som Luften selv; men netop af denne Grund undgaaer Dannelsen af Vanddampe vor Op- mærksomhed; vi kunne ei see dem, da de i Udseende ikke ere forskjellige fra Luften, med hvilken de ere blandede; vi kunne ei heller opdage dem ved Lugten, igjennem hvilken Dampene af Rosen- og Jasminolie give sig tilkjende i Rosers og Jasminers nærmeste Omgivelser; men ikkedestomindre ere Vanddampe dog stedse tilstede i Luften. Ved alle Varme- grader fordamper Vandet, Isen saavel som det kogende Vand; men Hurtigheden, med hvilken denne Virkning foregaaer, af- hænger væsentligt af Varmegraden; jo høiere denne er, desto hurtigere skeer Fordampningen, indtil den endeligt naaer sit Høidepunkt, naar Vandet koger. Erfaringen har igjennem mangfoldige Phænomener lært os, at Fordampning frembringer Kulde; befugte vi Haanden med varmt Vand, da føle vi vel i det første Øieblik Varmen af Vandet, men efter nogle faa Seconder er denne ukjendelig; Varmen er forsvunden, vi føle