De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

BYEN FRANTZ MØLLER 15 blev heller ikke uden Konkurrenter, hvad der vel kunde være heldig nok. Lørdag Aften og om Søndagen kunde der være livligt nok dernede i Havnekolonien, men fremmede kunde dog me- get godt komme og gaa uantastede, kun var det lidt vanskeligt, efter Si- gende, at komme »ene« derfra. De egentlige Nybyggere, dem udenfor Plovfurerne, var Folk af en anden Slags. Det var ikke altid gaaet dem godt, saa var de vel heller ikke kommen der, men de havde endnu Mod og Foretagsomhed til at prøve de Muligheder, her bød sig til, der var virkelig for saa vidt noget amerikansk ved dem. De første, der vovede sig herud, var Smedemester Frantz Møller og Hustru fra Kolding, — allerede 1868 blev det Hus bygget til dem, som ses paa det ældste Esbjergbillede. De var et Par dygtige Folk, som efterhaanden arbejdede sig op, og 1876 kunde han endog, sam- men med en anden, begynde det første Jærnstøberi i Esbjerg. Saa godt gik det ikke for alle, der maatte slides haardt og spares meget for at holde Sulten borte, men de Heste holdt dog ud, til det omkring 1875—76 begyndte at gaa raskere fremad. Og da viste det sig, at her var skabt et dygtigt lille Nybyggersamfund, som havde Sundhed og Levedygtighed, om end det dengang var vanskeligt at tro, at den Flok Hytter, som her paa denne sandede og forblæste Kyst stod og krøb sammen som en Flok Faar i Stormvejr, engang skulde udvikle sig til en anselig, driftig og mo- derne By! Udenfor de omtalte Plovfurer kunde man de første Par Aar bygge, omtrent som man vilde, der var billig Jord nok — omkring 5 Øre pr. Alen — og ingen Bygge- regler, »man kørte, hvor man vilde, væltede, hvor man skulde og gik, hvor man kunde«. Da Byen i Sommeren 1870 havde 460 Indbyggere, indsaa man, at dette ikke kunde gaa i Længden, og 10. November blev der saa vedtaget en Bebyggelses- plan, hvorefter alle skulde rette sig. »Gader« blev afpælet og fik Navne, Grøfter gra- vet; men forøvrigt varede det længe, før alt dette kom til at ligne en By. Der var i lange Tider ingen Brolægning og med Vestenstormene føg Sandet ind alle Vegne! — Saa længe Havnen ikke var aabnet, og hver Mand i Byen altsaa — direkte eller indirekte — skulde leve af Havnekassen, kunde Fremgangen ikke være stor. Men selv da det var sket, og Eksporten af Kvæg var begyndt, blev det ikke meget bedre, thi Eksport, navnlig af den Vare, kunde Byen ikke leve af, og med Importen havde det — som ovenfor vist — lange Udsigter. Naar dertil kommer, at Byens nær- meste Opland var lille og magert, saa vil det forstaas, at Fremtidsudsigterne slet ikke var saa glimrende; der var heller intet som helst »amerikansk« ved de første 20 Aar af Byens Liv, 1878 havde den 1400 Indbyggere, 1888 3000. Den almindelige Mis-