De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

18 RANDERS de lod sig fæste i Randers, stillede den Betingelse, at de kun paa visse bestemte Dage og ved visse Lejligheder vilde have Laks at spise. Ellers fik de let for meget. »Fisken maa stænkes!« siger Franskmanden, — og Franskmanden ved jo i den Retning, hvordan det skal være — det vil sige: Til Fisk hører der et godt Glas. Det synes man ogsaa at have haft en tydelig Forstaaelse af i Randers, som hvis væsent- ligste Indtægtskilder man i det XVII. Aarhundrede anfører Fiskeri og Ølbrygning. Fra gammel Tid var Randers bekendt for sit stærke Burøl, der ifølge Randers Folks Mening kun kunde brygges i Randers og kun af Vand fra Randers Gadekilde eller By- HAVNEN brønd. Endnu langt ind i det XVIII. Aarhundrede hedder det, at »Øllet gav mange i Byen god Næring«, og om end Kendskabet til Burøllet i vore Dage ganske er for- svundet, har det dog i sin Tid været kendt over det hele Land, og Holberg synger om »det fede Randers 01«, der »gav Lyst til mere Snak«. Burøllet gav imidlertid Lyst til andet end Snak. Det spiller en stor Rolle i en Mængde Volds- og Drabs- sager i Randers i det XVI. og XVII. Aarhundrede, og det har sikkert sin betydelige Andel i det gamle Ord, der var meget gængs mellem de tyske Handlende: »Wer vom Randers kommt unbesoffen und ungeschlagen, der mag vom grossen Glück sagen.« Alt i alt en fed By i en fed, frugtbar Egn; en By, som i Modsætning til de fleste andre danske Byer laa ved en sikker og farbar Vandvej, der satte den i nem og forholdsvis billig Forbindelse med store Dele af det indre Land, saa Landboerne