De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

20 RANDERS værkerne, der dannede Underklassen. Og der har været de samme Stridigheder og Kampe mellem Borgerne, særlig HHåndværkerne, og Statsmagten som i alle de Byer, hvor vi er i Stand til at følge Udviklingen. Haandværkerne har med deres Lavs- rettigheder og Lavsvedtægter villet tvinge de øvrige Borgere til at tage deres Varer, hvad enten de duede noget eller ej, og betale de Priser for dem, som Lavene fast- satte. De Randers Skomagere har næppe været mere samvittighedsfulde, end deres Kammerater i Aarhus og har næppe leveret bedre eller billigere Arbejde end de. Og derfor er det sandsynligvis gaaet dem paa samme Maade, nemlig at de maatte døje den Tort, at Kongen, — for at bryde deres Overmod — gav fremmede Sko- magere Lov til uhindret at sælge Fodtøj paa Randers Torv. Og Bagerne i Randers har næppe været mere fintmærkende med Hensyn til Vægten eller Godheden af deres Brød, end Bagerne var andre Steder, og har maattet finde sig i, at Kongen — som andet steds — lod Byens vise Magistrat gaa rundt og prøve Brødets Vægt og Kvalitet. Ligesom Randers havde en Specialitet i sin Laks*) og i sit Burøl, havde den en Specialitet i sine Handsker, der sikkert har gjort Byen endnu mere navnkundig end nogen af de andre. Talemaaden »Saa bekendt som Randers Handsker« var alt gængs i det XVII. Aarhundrede, og Fabrikationen maa vel være begyndt adskilligt tidligere. Parfumerede Handsker var højt paa Mode i Slutningen af det XVI. Aar- hundrede, — hvad man blandt andet ser af Christian IV.s Barnebreve — og det er, trods andre Forklaringer, vist det naturligste at antage, at det er den fine Vellugt af Calmusroden, der forekom i stor Mængde ved Gudenaaen, og som blev benyttet ved Tilvirkningen, der har skaffet Randers Handsker deres Ry. Ligesom det hele Danmarks Land blev Randers By revet ud af sin rolige, stil- færdige Tilværelse, i hvilken den fede Laks og det fede 01 sikkert spillede en Hoved- rolle, ved Siden af en Smule Pest en Gang imellem, da Christian IV. i 1625 bragte sit Rige ind i den europæiske Politiks Malstrøm. Besøget i 1627 af de kejserlige Tropper var kun en Forsmag, om end kraftig nok til at overbevise Byen om, at dens For- svarsværker ikke egnede sig til at holde en Fjende ude mere, og kraftig nok til at den ansete Borger Rasmus Pedersen Thestrup i Nabobyen Aarhus kunde skrive i sin Dagbog, »at Fjenden holdt saa sælsomt Hus, at det vilde svie til Barnet, i Vug- gen ligger, saa længe Verden staar«. Snart kom det dog til at svie endnu mere. I Januar 1644 kom Svenskerne for Byen under Oberst Helmut Wrangel og slog Lejr paa Flintebjærg. Oberst Wrangel anlagde til Værn mod en fra Syd mulig kom- mende Fjende den Skanse, som man endnu mindes om ved Navnet »Skansemølle«, og udskrev en Brandskat paa ikke mindre end 24,000 Rdl. at betale i tre Terminer, 21. Januar, 19. Februar og 25. Marts. Med paaløbne Omkostninger og Rekvisitioner, Fourage, Fortæring, Dusører, skiftende Kommandanter, Proviant osv. samt til en *) Det var vel den særlige Maade at tilberede Fisken paa, der gav Randers Laks sin egentlige Tiltrækning. Og om Behandlingen faar man en klar og tydelig Forestilling i Pontoppidans Danske Atlas, som her skal citeres i Korthed: Laksen skæres op fra Snuden gennem Nakken og Ryggen, ned til Halen, og Ben og Indvolde tages ud. Skal Fisken ikke forsendes, afskæres Hoved og Hale^ der tillige med Rygben, Lever og Rogn m. m. — den saakaldte Kissing — let fordærves og derfor maa spises straks. Naar Laksen er saaledes skaaren, gnides den med Salt, lægges i Presse mellem stærkt belastede Brædder, spiles efter en tre-fire Dages Forløb ud ved Hjælp af Spaaner og hænges i Nærheden af Skorstenen, dog ikke i Røg. Naar Laksen har hængt saaledes i nogle Dage, er den »ræset« og er da »allerny deligst at spise«, d. v. s. kan da spises med den allerstørste Nydelse.