De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

14 NÆRINGSLIVET I KOLDING og Tyskland. Omkring Aar 1600 regnede man, at der aarlig blev drevet henimod 50,000 Øksen gennem Kolding, af hvilke der i Sønderport blev betalt fra 2 Speciedaler, senere 3, i Told pr. Styk. Det var en betydelig Indtægtskilde for Landet, og det var med den for Øje, at Kolding Bro i sin Tid blev kaldet for en Guldgrube for Kongen af Danmark. Øksenhandelen har imidlertid ogsaa haft direkte Betydning for Kol- ding By, idet her fra gammel Tid havde været holdt det store Efteraarsmarked med disse Dyr. I-1515 tillader Christjærn II. hver Købmand i Nørrejylland aarlig at drive 100 Øksen til Salg alene paa St. Francisi Marked i Kolding. Med Wallensteins Indfald i Landet efter Christian IV.s ulykkelige Deltagelse i Trediveaarskrigen begyndte den lange og svære Trængselstid for Landets og særlig for Jyllands Købstæder. I 1627, da de danske Lejetropper flygtede mod Nord for den fremtrængeiide Fjende, plyndrede de Kolding og stak den i Brand. W allenstein selv laa paa Koldinghus i 1628. I 1643 faldt Torstenson ind i Landet, slog i Januar 1644 de danske Tropper under Frederik Buchwald ved Kolding og indtog Slottet. I Maj s. A. slog Rigsmarsken Anders Bille de Svenske paa »Kolding Bjærg«, men det var først, efter at disse havde ødelagt en Del af Byen, særlig Skolen og Kirken. Efter Fredslutningen betegnes 70 Gaarde og Huse som ganske ruinerede. Den Skade, Byen havde lidt, anslaas til 63,643 Rdlr. Og saa kom endelig — efter en haard Pest i 1654 — Svenskekrigene 1657—60 med de frygtelige Hærgninger af de Branden- borgske og Polske Hjælpetropper. Og her blev, som lidligere, det nære Naboskab med Slottet en Ulykke for Byen. Den 23. August 1657 opslog Kong Carl X Gustav sit Hovedkvarter paa Koldinghus, medens hans Tropper laa i Kvarter i Byen. Aaret efter blev den taget af Polakkerne, som 14. December 1658 fejrede deres Julefest med al tage Slottet med stormende Haand, hvorved et af Taarnene blev sprængt i Luften. Under de vilde, tøjlesløse Skarer gik Byen saa godt som til Grunde. »Sum- men af øde, ledige og aldeles ruinerede Gaarde, Huse og Boder udgør omtr. 150, og have næsten alle Beboerne Vedtegningen: Fattige, Forarmede, Hjælpeløse.« Af Byens Handelsflaade, som før Krigen talte 23 Skibe »og flere«, var kun 2 Skuder tilbage. »Efter Freden nedbrød liere Borgere deres Vaaninger og førte sammes Tøm- mer, Sten o. dcsl. til Frederiksodde og andre Steder«, og der maatte udstedes et kgl. Forbud af 1. Juli 1662 for at forhindre en mulig Affolkning af Byen. Kolding kom — som Landets øvrige Købstæder — kun langsomt til Kræfter. Dens Handelssamkvem indskrænkede sig til de nærmeste Nabobyer Predericia og Haderslev, samt til Assens, Middelfart og Sønderborg. Paa Samsø dreves der nogen Baadfart, men med Udlandet havde man ingen eller i alt Fald kun saare ringe For- bindelse. I det følgende Aarhundrede tiltog Handelen saa meget, at man med egne Fartøjer sendte Brænde, Jydepotter, hjemmegjort Lærred og fede Varer til Køben- havn og tog særlig Kolonialvarer med hjem igen. Og nu begyndte der nogen Sø- handel paa Lybæk, Wismar og Stralsund med Jydepotter samt nogen Udførsel til Lands med Skind, Huder, Voks, Honning, Svin, Stude og Heste. Men endnu ved Midten af 1700-Tallet hedder det, at Handelen er ikkun ringe formedelst Naboskabet af Hertugdømmerne, »hvis Indbyggere baade paa Land og i By bruge megen frihed i Handel.« Byens fortrykte Forhold bragte da ogsaa Magistraten til 1731 at indgaa med udførligt motiverede Forslag til dens Opkomst. Men det hjalp intet. Christi- ansfeld! tog Luven fra Kolding, og det eneste Middel til at ophjælpe Byen, en Op-