Lynaflederen
En Vejledning særlig for Landmænd

28 selve Lederen, eller man anvendte Bly i Form af Ror eller Baand; eller man anvendte et stort Antal Jern- eller Messingtraade, der, udbredte i Jorden, frembød en stor Berøringsflade med denne. Senere valgte man at lade Jordledningen ende i en Plade enten af Kobber, Jern eller Bly. Kunde man ikke faa Pladen anbragt i fugtig Jord, foreslog Beccaria allerede i 1783 at lægge den i et betydeligt Lag Trækul, der skulde skaffe en stor Berøringsflade med Jorden til- veje. Dette Forslag er lige til den Dag i Dag ofte bragt i Anvendelse. Dog har Erfaring f mangfoldige Tilfælde belært os om, at Pladen fortæres hurtigere, naar den er anbragt i en Kul-Seng, end naar den ligger frit i Jorden; følgelig er man blevet noget betænkelig ved at følge Beccarias Anvisning. Er der meget langt ned til Grundvandet, nøjes man siden 1855 ikke med at føre en Ledning ned til en Plade i dette; man anbringer i saa Fald helst to Jordplader, en i Grundvandet og en i ringe Dybde under Jordoverfladen paa et Sted, hvor man kan vente, at et Regnskyl er til- strækkeligt til at gjere den omkring liggende Jord ledende. Denne Hjælpeplade er af stor Vigtighed, idet det er noget misligt, at Lynet skal ledes gjennem de øvre af Regnen opblødte Jordlag, ned til den dybtliggende Jord- plade i Grundvandet uden at kunne faa Lejlighed til idetmindste dog i nogen Grad at blive nevtraliseret i de øverstliggende Jordlag. Hvor der er langt til Grundvandet, bør man altid anvende Hjælpepladen. Jordpladens heldigste Form er den plane; valse- formede Plader maa, som omstaaende Tegning viser, være omtrent dobbelt saa store for at gjere samme Nytte som plane. , Anbringes nemlig den plane Plade lodret, tilsteder den Udladning af Elektriciteten til begge Sider. Sættes den valseformede Plade ligeledes lodret i Jorden, tjener hovedsagentlig kun den ydre Flade som