Lynaflederen
En Vejledning særlig for Landmænd

27 Det var særlig Dr. Beim arus i Hamburg, der ivrig holdt paa, at Lynaflederen kun maatte føres ganske lidt ned under Overfladen. Reimarus udgav fra 1769—1794 forskjellige Smaaskrifter om Lynaflederen, som i mange Oplag bleve spredte ud over den største Part af Vesteuropa. Han var en dygtig Skribent, og han var fuldtud paa Højde med sin Tids Viden. Men Grunden til, at han hyldede den forkerte Opfattelse af Jordledningen, var, at han mente, det var i selve Jordoverfladen, Elektriciteten havde sit Sæde. Tillige var han bange for at lede Lynet ned til Undergrundsvandet; han var nemlig bekjendt med et For- sag, den italienske Lærde Beccaria havde anstillet, og som viste, at lod man en elektrisk Gnist slaa igjennem et Rør, fyldt med Vand, skete der en voldsom Explosion, idet Vandet blev til Damp og sprængte Røret. Herfra gjorde han den mislige Slutning, at kommer Lynet ned til Grundvandet, vil der foraarsages en uimodstaaelig Ex- plosion, der opriver den overliggende Jord og kan biinge store Forstyrrelser. Keimarus overser jo her, at netop nede i Grund- vandet findes den Elektricitet, Lynet søger, og som til- intetgjør Lynet. Der var ogsaa kun faa virkelig Indsigtsfulde, som fulgte Reimarus’ Anvisning m. H. t. Jordledningen. For- uden nogle tyske Forfattere hævder kun Danskeren Hauch Reimari Theori. Saa godt som Alle vare enige med Franklin i, at en størst mulig Berøring af, eller en bedst mulig Forbindelse mellem Lynaflederen og Jorden maa tilstræbes. Det viste sig ogsaa, at overalt, hvor Lynet havde forladt en Lynafleder, var der en mangelfuld Jordforbindelse. Allerede i Slutningen af forrige Aarhundrede var det an- erkjendt blandt de Fysikere, der beskjæftigede sig med Lynaflederspørgsmaalet, at en udstrakt Jordforbindelse var en Hovedbetingelse for, at Lynaflederen kunde opfylde sin Hensigt; baade Theori og Praxis stemmede overens heri. Først brugte man til Jordledning en Forlængelse af