Lynaflederen
En Vejledning særlig for Landmænd

32 at Aflederen ingen Jordplade har netop i det Øjeblik, det er nødvendigt. Ved Siden af Pumperoret bor der være en mindre, extra Jordplade. Luftledningen. Luftledningen (eller blot Ledningen) er den Del af Lynaflederen, som fører fra Jordpladen op til Opstanderen. I Lynaflederens første Tid anvendte man hertil mange forskjellige Metaller, saasom Jern, Kobber, Bly og Messing. Jern anvendtes som Kvadrat- eller Rundjern, seneie som Baand eller Tov. Ledningens Sværhed var mindst svarende til Tomme Rundjern; denne Minimums- tykkelse er angivet af Franklin, men mange Steder brugte man langt sværere Ledninger. Kobber og Bly anvendtes især som flere Tommer brede Baand, Messing i Form af Tov. Man var kort efter Lynaflederens Fremkomst klar over, at Ledningens Sværhed ikke skulde være den samme for alle Metallers Vedkommende, idet Lynet ikke smeltede de forskjellige Metaller lige let. Hollænderen Dr. van Marum viste allerede 1798 ved Forsøg med større Elektricitetsmængder, at en Blyledning skulde være otte Gange, og en Jern- ledning to Gange saa tyk som en Kobberledning, hvis de skulde være lige gode, d. v. s. i lige Grad modstaa Elek- tricitetens smeltende Evne. Indtil 1820 anbefalede mange Fysikere at give Led- ningen en saadan Form, at den fik den størst mulige Overflade; de troede nemlig, at Electriciteten strømmede kun paa Overfladen og slet ikke i Ledningens Indre, og følgelig gjaldt det om at byde Lynet saa stor en Overflade, som Lederen paa nogen Maade kunde faa. Denne Opfattelse er imidlertid forkert. Er Talen om saadan strømmende Elektricitet, som vi selv frembiinge, gjælder det tværtimod, at Lederens Overflade spiller saa godt som ingen Rolle, men at Elektriciteten stiømmer helt og holdent i Lederens Indre, og det kommer da an