Lynaflederen
En Vejledning særlig for Landmænd

52 3) Lavere liggende Kanter rummesi «Kegle 3»; ligesaa højtliggende Tagflader. 4) Lavt liggende Hjørner anses for beskyttede i «Kegle 2^2». Disse Regler gjælde almindelige Forhold. Hvor Bygningsmaterialet eller Bygningens Indhold skaber extra- ordinaire Omstændigheder, maa man tage Hensyn dertil; herom senere. Undtagelser fra Reglerne kunne finde Sted, naar man fører en Luftledning hen over de særlig udsatte Steder; i saa Tilfælde kan f. Ex. en Skorsten nøjes med at ligge i «Kegle IVa», og en Tagflade nøjes med atvære i «Kegle 4». For at imødekomme disse Fordringer uden dog at være nødsaget til at bekoste altfor mange Opstandere, ligger det overmaade nært at vælge meget høje Opstandere, naar Talen er om at beskytte større Bygninger eller et Bygningskomplex. Man ser ogsaa rundt om i Landet en Mængde Forsøg paa at bygge saadanne høje Opstandere. Jeg har ogsaa selv havt Mod paa disse, men min Op- fattelse af deres Hensigtsmæssighed har ændret sig derved, at jeg har set, at man saa at sige overalt, hvor Lyn- afledere ere tagne i Brug i nogen nævneværdig Udstræk- ning, er gaaet over ti] at anbringe flere lave i Steden for en enkelt høj. Erfaringerne have stadig ført til, at flere lave Opstandere yde en sikrere Beskyttelse end én høj. En næsten uoverkommelig Ulæmpe frembyder sig og- saa ved meget høje Opstandere deri, at de ere uhyre vanskelige at faa forsvarligt opsatte, saa de kunne staa for stærke Vindstød, og det er omtrent umuligt at under- kaste dem saavel som Ledningen en nogenlunde grundig Undersøgelse. I Virkeligheden er Forholdet dette, at de allerfleste bøje Opstandere aldrig ere ordentlig eftersete i opsat Tilstand, fordi de ere utilgjængelige, og heraf er igjen kommen den almindelige Tale om, «at noget af det Ubehageligste ved en Lynafleder er, at man ikke véd, om den er i Orden eller ej», en Tale, der har bragt Lyn-