Danmarks Spiselige Svampe, Deres Dyrkning Og Anvendelse 1906

68 og sejg, skal der bruges temmelig meget Vand. Mælk, Fløde eller Smør, naar den skal koges eller steges. Fattige Folk i Italien tørre og salte den og gjemme deu i Olie til Vinterbrug; den bruges ikke til Suppe og maa helst koges i Mælk, før den steges eller stuves; den kan ogsaa hakkes eller stødes itu og bruges sammen med andre Svampe til Kjødretter og Saucer. Den hvidgule Melsvamp (Agaricus Orcella Buil.). (Fig. 2.) Hatten er tynd, nedtrykt i Midten, med bølgede Kan- ter, 2—3 Tommer bred; af Farve er den gul med mørkere, graalige Pletter eller Bælter. Overfladen af Hatten er blød og glat, men i fugtigt Vejr bliver den klæbrig, Kjødet er blødt, hvidt og skifter ikke Farve; Bladene ere tæt siddende, nedløbeiide, i Begyndelsen næsten livide, senere graalig-kanelfarvede og tilsidst lysbrune som • de affaldende Sporer. Stokken er glat, fast, kort, tyndere forneden, og er fra først af stillet i Hattens Midtpunkt, men senere staar den udenfor dette. Hele Svampen lugter behageligt som nymalet Mel. Den hvidgraa Melsvamp (Agaricus Prunulus Scop.). (Fig. 8 a. b.) Denne Svamp har en kjødet, fast, i Begyndelsen hvælvet, senere udbredt Hat, som er 2—5 Tommer bred, tør og blød paa Overfladen og hvid eller hvidgraa; Kjødet er tykt, hvidt uden Farveforandring; Bladene sidde tæt ved hinanden og løbe langt ned paa Stokken, de ere op- rindelig hvide, men blive senere bleggule eller svagt kjød- farvede. Stokken er hvid, fast, liaard, lidt tykkere ved Grunden og er ikke sjælden fint laaden og stillet skævt under Hatten. Lugten minder om nymalet Mel, men den er i Regelen altfor stærk til at kunne kaldes behagelig.