1837-1887 Snedkeres Tegneforening af 1837
Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings og Snedkeres Historie

og Fabriksarbejde. Til at give saadan Undervisning maatte man søge at faa de mest dygtige Mestre i enhver Klasse.« Han havde den Tillid til »de vel- tænkende og patriotisksindede Mestre iblandt os. at de af Kjærlighed til sine Medmenneskers og Fædrelandets Vel skulle villigen paatage sig dette hæder- fulde Embede, at underrette Industri-Skolens Lærlinge, hvorledes duelige, varige og stærke Varer kunne forfærdiges paa den letteste Maade og med mindst Bekostning, hvorpaa Afsætningen og Arbejdets Fremgang beroer.« Skulde saadanne Mestre alligevel ikke findes, stolede han paa, at der vilde findes dygtige Svende, som vilde paatage sig »denne Opsigt og Undervisning for visse Procent af det, der blev forarbejdet i Industriskolen og de den underordnede Arbejdshuse.« Forøvrigt skulde enhver Lærling have Frihed til at arbejde for sig selv, »saasnart han havde lært det Manufakturarbejde, hvortil han havde Geni, og havde appliceret sig og efter aflagt Prøve var af Mesteren og Direc- tionen erkjendt !or dygtig derudi, om han saa end ikke havde været længer end et Aar i Industriskolen; thi den Lavssædvane at lære i 5, 6 til 7 Aar undertrykker mangt et Geni og Lærelysten til Tids og Omkostningers Spilde.« Gædes »Tanker« blev ikke virkeliggjorte, men de havde i den Grad hjemme i Tiden, at de snart kom frem paany. Forinden var imidlertid et andet Selskab Iraadt ud i Livet, der vel kun indirekte stod i Forbindelse med selve Haandværkerundervisningen, men som, baade fordi det er el af de faa Foretagender af denne Art, der ere bievne bevarede til Nutiden, og fordi det tillige viser, hvorledes dette »Haandværkerspørgsniaal« gjærede i Tiden, bør næv- nes. J)et er »Præmieselskabet for den mosaiske Ungdoms Anbringelse til Kunster og Haandværker«. Det stiftedes 1793 af de to Brødre H.J. og L. F. Cantor™) og bestaar endnu. Ogsaa det havde en patriotisk Opgave; det skulde ved sin Oprettelse virke for, al den jødiske Ungdom ikke saa godt som ude- lukkende hengav sig til, hvad den kaldte Handel, og bidrage til, at en Del af den kom i Lære og uddannedes til gode og dygtige Haandværkere. Dette maatte ske hos kristne Mestre, og Selskabets Bestyrelse blev derfor ogsaa, hvad der den Gang var ualmindeligt, strax fra Begyndelsen sammensat baade af Jøder og Kristne. Dets filantropiske Karaktér, der var i nøje Sammenhæng med Tidens øvrige Virksomhed paa dette Omraade, fandt desuden sit Udtryk i de Taler, der navnlig af Gejstlige blev holdte ved Selskabets Stiftelsesfester. Senere har Selskabet tildels skiftet Formaal, efterat dets oprindelige Opgave var løst. - 9 — 2