1837-1887 Snedkeres Tegneforening af 1837
Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings og Snedkeres Historie

kunne udføres og endelig skulde kunne tjene til Arbejdstegninger for Haand- værkere. Selskabet syntes om Tanken, det nedsatte en Komité, som bestemte, at Beløbet skulde deles i en Præmie paa 25 Rdl. og flere mindre tilsammen paa ligeledes 25 Rdl.43), og det udstedte en Indbydelse, men der synes næppe at have meldt sig Nogen. Tiden var endnu ikke moden. Man var endnu-ikke kommen længere i Retning af Forbilleder end til de af den tyskfødte Hof- kobberstikker Lahde udgivne Figurer til Tegneøvelser efter Thorvaldsen43). Senere fik man »Vignolas Lære om de fem Søjleordener eller Anvisning i den borgerlige Bygningskunst«, men det er netop i Anledning af Benyttelsen af disse, der lyder Klager over, at Eleverne ikke lære at udføre »en ren og kor- rekt Arbejdstegning«. Dette »simple og tilsyneladende ringe Forrnaal« tilfreds- stiller ikke Mængden. »Man vil langt hellere begynde med de saakaldte »Vig- noler« (de fem Søjleordener), inden Begynderen kan tegne en ren Linie, og man tuscherer disse, thi ogsaa dette forlanges. Dog, inden det sker nogen- lunde taaleligt, hengaar en lang Tid, og Følgen heraf er, at Eleven med al denne Tidsanvendelse ikke har lært at tegne rigtig, men har faaet den Tro, at fordi disse Forsiringer, hvis Betydning han ikke lærer, gjordes til Hoved- sagen ved hans Undervisning, bliver det ogsaa Hovedsagen for ham siden allevegne at anbringe denne Stads, og at han derved hæver sig til at være en Kunstner«44). Først maatte selve Erkjendelsen af Tegningens Betydning være gaaet op for Haandværkerne, før Kravet paa gode Forbilleder kunde tilfredsstilles; og det er ikke den mindste Ros, der tilkommer »Snedkernes Tegneforening« og dens Stifter, at de vare paafærde strax, da dette Krav meldte sig, ja næsten forinden, og indenfor deres snævre Omraade og med smaa Midler udfoldede en betydelig Virksomhed, der kunde tjene Andre til Exempel. Tiden havde sneglet sig hen med en Række Forsøg paa at skabe en Haandværkerundervisning, som dog ikke blev til Noget. Alt, hvad man havde, var i Grunden »Institute! for Metalarbejdere« og Kunstakademiets Skoler. Klagerne vedblev derfor ogsaa at lyde lige højlydt. »Hvad der paa disse tvende Steder læres, er ingenlunde tilstrækkeligt, da det første Institut har blot en speciel Virkekreds, og det sidste, skjøndt virkende i det Store, blot kan, naar undtages ved den mathematiske Undervisning, virke paa at uddanne Haandværkernes Smag«45). Og Kravet formuleres derpaa i Forlangendet om »et Institut for Haandværkere og Fabrikanter, afpasset efter Danmarks Kræfter«. 14 —