1837-1887 Snedkeres Tegneforening af 1837
Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings og Snedkeres Historie

forarbejdede i Sammenføjningerne. Endvidere erklæres: Billedhuggen, For- gyldning, Broncering og Beslag for at være »de danske Møblers svageste Side». Mest af Alt gjaldt dette om Billedhuggerarbejdet (Billedskæren); »Kan dette ikke erholdes bedre — siges der — bør Snedkerne rent aflade at bruge det«. Noget Lignende gjælder om Broncering og Forgyldning, og Forfatteren tilføjer: >Der staaer i Magasinerne mange Møbler, hvor Mahognitræet selv har leveret Stof til Forsiringen, der er udført af Snedkerne selv; disse foretrækker jeg langt for hine«. Om Messing- og Broncebeslaget hedder det, at det tyske Fa- brikat »ofte er helt maadeligt«, og om Smedearbejdet siges der: »Næsten uden Undtagelse er dette Slags Arbejde, hvad det Udvortes angaaer, ikke at rose«. Da han imidlertid føler sig overbevist om, at voreSmede kunde levere bedre Arbejde, tilføjer han: * Snedkerne burde ikke se saa meget paa Godt- kjøbs Arbejde som paa godt Arbejde; Forskjellen i Prisen kan neppe udgjøre et Par Procent, og disse maa ikke spares, naar de ville, at deres Møbler skulle kaldes fuldkomne«33). De Anker, som her ere anførte, ville heller ikke lyde helt nye i Nutidens Øren. Situationen for Snedkerne vanskeliggjordes yderligere ved, at Marskan- diserne under de daarlige Tider gjorde dem en stærk Konkurrence. Ogsaa de etablerede Lagere, ved hvilke der saas »fornemmeligen paa billige Priser, om og paa Godhedens Bekostning«34), og dette indvirkede naturlig paa Magasi- nernes Priser. Men tiltrods for disse Forhold vare Tidens fremskredne Sned- kere ikke bange for at, følge de Raad, der gaves dem til en Forbedring af Tilstanden. Til disse hørte i første Række at optage de Fremskridt i faglig Henseende, som blev gjorte andetsteds. Rawert anbefalede dem indtrængende at anlægge Finerskærerier og Tørreindretninger for Træ, og Raadet blev fulgt. Rawert havde tænkt sig, at man mulig kunde kombinere de to Anlæg og faa Regeringens Understøttelse dertil, men saaledes gik det ikke. Man kjendte vel Finerskærerier, hvor Bladene blev skaarne med Haandsav, men kun formuende Snedkere kunde give sig af med dette Arbejde, da baade Indkjøbet af Mahog- nitræ og Arbejdslønnen ved Udskæringen krævede betydelige Udlæg og gjorde Arbejdet kostbart. De Finerskærerier, Rawert mente, blev derimod drevne ved mekanisk Kraft, og til at anlægge et saadant oprettedes der i 1828 et Aktie- selskab af endel Medlemmer af Snedkerlavet35), blandt hvilke man træffer Navne som J. C. Holst, der blev Formand, H. Monsees og H. C. Jacobsen. En betydelig Grund kjøbtes i Kannikestræde, og her blev Skæreriet anlagt i - 30 —