1837-1887 Snedkeres Tegneforening af 1837
Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings og Snedkeres Historie

 miintredes til indenlandsk Kunstflid3). Det ovennævnte Selskab, der fik flere Sidestykker omkring i Provinserne, udsatte baade Pengebelønninger og Hæders- tegn — Ringe med Stene af bornholmske Diamanter eller grønlandske Gra- nater — for den samme gode Sag, og private Folk udfoldede de vistnok aller- mest rosværdige Bestræbelser i Retning af spartansk Afholdenhed og smaa- stilet Hjemmeindustri. Man pinte sig ikke blot i Livet, men selv i Døden. Ligkisterne skulde ikke mere gjøres af Træ, men for at spare paa dette — af Langhalm4). Den gode Vilje forslog imidlertid ikke. »Kunstfliden« viste sig at være en kunstig Flid. »Mange havde indladt sig paa Foretagender, hvori de ingen Kyndighed besade og heller ikke havde forskaffet sig den, medens de dreve en Fabrikation, baaren paa Hænderne af Nødvendigheden af at være tilfredse med, hvad de leverede«5). Lidt efter lidt faldt den hele kunstig op- stablede Bygning igjen sammen. Kun langsomt arbejdede man sig ud af denne Tilstand. Fortidens Mørke og Tvang forsvandt ikke pludselig. Den store Haandværkerstand kunde ikke saaledes ryste lange Tiders Tryk af sig. Den var kommen for langt ned til, at Alle udenvidere kunde rejse sig. Jorden maatte først omhyggelig be- arbejdes, før den kunde bære Frugt. Det var til denne Virksomhed, at Lasemus Kramp indviede sit Liv med Foreningen af Snedkere til Kundskabers Fremme i Professionens The o ri. Hans Gjerning træder imidlertid først frem i sit rette Lys, naar man ser, hvad der forud for ham var udrettet, og hvorledes Tilstanden var, da han begyndte. At Lavenes stedse tiltagende Udskejelser havde havt sin Andel i den sørgelige Tilstand, hvori Haandværksstanden var nedsunken, er vist. Om Skylden derfor udelukkende maatte tillægges Lavsvæsenet, er et andet Spørgs- maal, som i alt Fald Lasenius Kramp og den Kreds af Mænd, der stod ham nær, ikke vilde besvare bekræftende. Hvorledes Tilstanden var, kan man dømme om af Udtalelser, som forekomme i Mængdevis. Det lyder ikke glædelig, naar en Forfatter fra Slutningen af forrige Aarhundrede6) skriver om Haandværkerne: »Deres Opdragelse bliver som oftest meget forsømt. I Skolerne lære de maaske at skrive og regne, og det tidt slet nok, som man kan se af de Regninger, de skrive. I Læreaarene bruges de ofte mere til at gaa Ærinder og være alle Mands Dreng i Huset end til at sidde paa Værk- stedet. De lære ikke at tænke ved det, de tage sig for, men efterabe blot, hvad de se Mesteren gjøre. De have intet Begreb om Tegning og Perspektiv.