Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

105 — først, idet han tilsætter Vinaand. Er det forblandet, synker det ægte Vand- glas til Bunds og danner der en Slags Grød, som derefter er let opløselig i kogende Vand. Fugtigheden paa Overfladen er den urene Del. Ordet „Stereochromi" stammer fra Græsk og betyder Stereos — fast, hold- bart, chroma — Farve. Ved denne Malemaade er Vandglas Bindemidlet mellem Grunden og Farverne. Ogsaa her kommer det fortrinsvis an paa Undergrundens Beskaffenhed. Den maa i flere Dage være udsat for Luften, for at udtørre og tiltrække Kulsyre. Efter at Vægfladen er godt tør mættes den med Vandglas, indtil den er bleven vaad. Efter at dette Anstrøg er bleven tørt, afslibes Fladen med skarp Pimpsten og derpaa malet. Man be- høver ikke herved at iagttage videre Forskrifter, naar man anvender det af Fuchs tilberedte Fikservandglas. Dette bestaar af Kalivandglas, fuldstændig mættet med Kiseljord og saa meget kiselsur Potaske, til det ikke mere opaliserer, d. v. s. ikke mere dan- ner Krystaller. Dette Vandglas paasprøjtes i Form af en fin Regn ved Hjælp af en Støvsprøjte, opfunden af Slolthauer. Stereochromien er endnu forholdsvis ny; den blev opfunden 1846 i Mun- chen af J. N. von Fuchs under Medvirkning af Kaulbach og Slolthauer. Den synes at kunne anvendes i alle Luftstrøg, at være holdbarere og lettere i Anvendelsen end Freskomaleriet. For øvrigt maa alle disse Egenskaber endnu befæstes, da det Tidsrum, der er gaaet, siden den første Anvendelse, er for kort til at kunne fælde en endelig Dom. Om Farverne ved Stereochromien. 1. Alle Farver, som kunne anvendes ved Freskomaleri, egne sig ogsaa for Stereochromien. 2. Hvide Farver, Kridt. Blandet med kiselsur Alkali, danner en god Blan- ding, som bliver meget haard. Det deri indeholdte Magnesia og Jernoxyd skader ikke; jo mindre Kridtet indeholder af disse og andre organiske Stof- fer, desto smukkere og hvidere bliver Farven. 3. Gule, brune og røde Farver. Okker, lys- og mørkebrun, Terra de Siena. Disse Farver udmærke sig ved deres uovertrufne Holdbarhed. 4. Grønne Farver. Jordgrønt, Berna- eller Bjerggrønt, Seladongrønt. Disse Farver indeholde Klidjord, Magnesia, Kali og Vand. Deres Hoved- bestanddel er Jernspat. Farverne er ikke meget livlige, men af stor Hold- barhed. 5. Hvide Farver, Zinkhvidt, Zinkoxyd. Alle Farver kunne blandes med disse fortrinlige Stoffer. Ved ringe Dækkekraft ere de meget holdbare. Svovl- vandsstof angriber dem ikke, hvoraf følger, at de er fri for Bly og Gibs. Alle Farver, som ere blandede med dette Hvidt, opnaa stor Holdbarhed i Brugen. Pergamenthvidt, Barythvidt, Kunsttungspat, svovlsyre Baryt. Ved Brugen af disse Farver, maa man nøje passe, at de ikke indeholder mere Svovlsyre. I Forening med Zinkhvidt kunne disse Farver anvendes, hvor en Gennem- skinnen eller Lysglans i Koloriten ønskes. De dække derfor ikke mindre godt og ere de holdbareste af alle hvide Farver. 6. Gule Farver, Cadmium, Svovlcadmium. En smuk, gul Farve meget modstandsdygtig mod Luft og Lys. Blandet med Ultramarin, giver det en smuk, grøn Farve.