Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler
Forfatter: P. van der Burg
År: 1901
Forlag: Poul Søndergaards Bogtrykkeri
Sted: Odense
Sider: 119
UDK: 667.67
Noter
Fjerde forbedrede Oplag
Met et Atlas paa seks og tredive, mest i farvetryk udførte Foliotavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 59 —
lidt Farve, saa at man faar Undergrunden til Tavle XXVI. Paa Tavle XXVI
kan man tydelig blandt Aadrerne iagttage Svampstrøgene. Litografen har
gengivet dette med alt for stor Nøjagtighed, hvad der for øvrigt beviser, at
Afbildningerne er meget samvittighedsfuldt kopierede.
Til Anlæget af Aadrerne tages følgende Farver paa Paletten: Kasselerbrunt,
brændt og ubrændt italiensk og Florentinerlak.
De nødvendige Redskaber ere: Anlæggerpenslen, Rodpenslen, Hornkam,
Fordriver og Skind.
Aadrernes Farve paa Tavle XXVI er sammensat af brændt italiensk og
Florentinerlak og lidt ubrændt italiensk Lak og Kasselerbrunt.
Man tager Anlæggerpenslen og holder den som angivet i Fig. 5, Tavle VII,
d. v. s. Penslen kan bruges helt til at trække de line fyldte Aadrer. Man
maa dog passe paa, at Penslens Hjørne er noget mere fyldt for at kunne
anlægge Hovedaadren noget grovere.
Er Farven for tyk, arbejder man svært, er den for tynd, bliver Aadren
for tyk; det samme Forhold linder Sted, naar Penslen er for lidt eller meget
fyldt. Farven skal altsaa være saa meget fortyndet, at man kan male Aadren
hurtig og sikkert uden afbrudte Linier. For lettere at kunne faa dette, bru-
ger man Skindet; er Penslen da for meget fyldt, trykker man den ud i Skin-
det, støder den lidt paa Kammen og naar Farven har den forskrevne Tyk-
kelse, kan man anlægge Aadrerne paa den ønskede Maade.
Man maa passe paa at holde Penslen opret efter Hjertestykkets Form, hvor-
ved Linierne i Sidestykkerne slutter sig til.
Tavle XXVI viser tilstrækkelig, at denne Forskrift ved Anlæget maa følges
strengt; det vilde f. Eks. være umuligt at anlægge det Parti paa venstre Side
af Tavle XXVI, der forestiller en langagtig smal Aadre, som er forbunden
med Midterpartiets Hovedlinier, hvis man ikke arbejdede i nævnte Retning
med Anlæggerpenslen. De smaa Knaster anbringes med Rodpenslen, dels
med Hjørnet af Penslen. Sidestykkerne stryges med en større Pensel, der i
det mindste er dobbelt saa stor, men dog tilberedt paa samme Maade
som Anlæggepenslen. Er man mere erfaren i Træmaling, kan man ogsaa bruge
denne Pensel til Hjertestykket; derved arbejder man hurtigere. Derpaa an-
bringes i Sidestykkerne Marvsprætterne med fortyndet Farve, som dog maa
fordrives skævt, se Tavle XXV. Lasuringen sker som bekendt.
Til Slutning anbringes de lyse Toner med Satinpenslen, som det er at se
paa Tavle XXVI. .Ønsker man, at Dupningen skal træde stærkere frem, sker
det ved et lille Skind, som man lægger over Fingerspidserne, for saaledes at
bortvise de lyse ønskede Steder.
Zedertræ.
Den berømte Zeder fra Libanon, en af de skønneste bekendte Træarter’
anvendtes af vore Forfædre, som det ogsaa er bekendt af Bibelshistorien, som
Tømmertræ og særlig ved Salomons Tempel. Mindre bekendt er det maaske,
at man for kort Tid siden nærede Frygt for, at dette sirønne Træ ganske
skulde forsvinde fra Jorden, da man antog, at de faa Træer, som voksede
paa Libanon, vare de eneste.
Naturforskerne have imidlertid meddelt, at ogsaa paa andre Bjerge i Lille-
asien og Algier forekommer denne Træart. Zederen bærer sine Grene i Vif-
teform. Det hører ligeledes til Naaletræerne.