Træ og Marmormaleri
Praktisk Haandbog for Dekorationsmalere samt til Brug i Fag-, Maler- og Kunstindustriskoler

87 man med Voksfarve, tykt reven i Olie, som man tilføjer lidt Siccativ. Denne Farve springer ikke og bliver i tør Tilstand stadig bøjelig. Silkefaner, som er mindre udsatte for den fri Luft, ikke behøve at oprulles og stadig ses i umiddelbar Nærhed, overstryger man før Behandlingen med fortyndet Fiskelim. Skiferfaroe for Skoletavler. Man river i Terpentin, Pimpstenspulver, Mine- ralhvidt og Grundsort et fint Pulver af sort Bjergkridt, som altid, selv om det er reven i Olie, bliver mat. I lige Dele tilføjer man Grundvognlak, der tørrer haardt, og prøver Blandingen paa et Stykke Glas, om den er mat og skiferagtig. . Forskrifter med Hensyn til Mængden af Fernis er ikke til at give, lordi den ene Fernis er tykkere og mere glansholdig end den anden. Efter at Tavlen har faaet et godt Grundanstrøg og er gjort glat, stryger man med ovennævnte Farve med en blød Pensel flydende tyndt. Man gen- tager denne Paastrygning 2 eller 3 Gange, dog maa man passe paa, at hvert Lag er godt tørt, før man paastryger det følgende. Er Arbejdet fuldendt, polerer man det over med en ulden Klud og Pimp- stenspulver ; der kan da skrives med Griffel og Kridt derpaa og Fladen atter renses med Vand. Polering og Fernisering. Bliksager og alt, hvad der kan varmes i Ovnen, er lettere at polere end f. Eks. Døre og større Stykker. Har man pa.a først- nævnte afsleben alle Ujævnheder, saa finder den fine Politur bedre Sted, da Lakken i Ovnen afkoges og atter sammenflyder. Ved Vogne og Døre er det vanskeligere. Man maa stadig sørge for Fernis, der tørrer ualmindelig haardt; uden denne Egenskab laar man aldrig en smuk Glans. Hvert Farvelag maa anbringes saa' rent som muligt og Anstrøget tørre støvfrit. Er dette godt haardt, blander man knust Sandsten i Vand og lader det synke, indtil alle grovere Dele ere forsvundne. Derpaa polerer man regelmæssig med en ulden Klud, medens man passer paa, at der ikke ved for haard Trykken opstaar Striber. — Er dette sket, rives Trippelse i Bomolie saa fint som muligt. Denne Blanding sies, hvorved man maa nøje passe paa, at ingen grove Be- standdele løbe med igennem. Hermed poleres Fladen regelmæssig med en blød Klud. Derpaa indstøves Fladen med fint Rugmel og bedtdelene gnides godt af med en blød Klud. Man vogter sig ogsaa her for stærk Trykken, eller ved Folder, som Kluden undertiden danner, at lave Striber. Ved denne Frem- gangsmaade faar man en fin Glans. ' Vil man endnu forhøje denne, kan det ske, idet man lader Faarelødder og Marvknogler saa længe udbrænde i Ilden, indtil de er snehvide. Disse Rester rives saa fint som muligt i Vand, og dermed poleres. Man polerer saa længe, til Fugtigheden er fortæret og det tiloversblevne Pulver kan fjer- nes med Fingerspidserne. Lykkes dette ikke, viser det, at der endnu findes Fedtbestanddele, som maa afvadskes med Vand, indtil de ere fjernede. Den nu opnaaede Glans er saa skøn, som man kan ønske sig. Væg-Marmoreringen. Ved Væg-Marmormalen fordres mere Opmærksomhed og hurtigt Arbejde end stor kunstfærdighed. Trods dette maa man dog besidde en dygtig Ma- lers Færdighed.