Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

206 fladen. Praktikere kalde hyppig saadan Rust for Grav- rust, idet de antage, at Rusten har ætsende Egenskaber, at den kan grave sig dybere ned i Metallet; dette er ikke Tilfældet, men Rusten danner ikke noget beskyttende Lag « for det under den liggende Meta], den er porøs og besid- der den Egenskab at indsuge Ilt, Fugtighed og Kulsyre, hvorved den befordrer den videre Iltning eller Rustning af det Jernlag, som den bedækker. Medens Rustnings- processen er en langsom Forbrænding, kan Jern ogsaa for- brænde livligt under Udvikling af stærk Varme og Lys; dette sker, naar man opvarmer det til Glødhede og bringer det i ren Ilt; det herved dannede Jernilte, som ofte er en Forbindelse af Jernforilte med Jerntveilte, ligner ikke Ru- sten i Udseende og Egenskaber, det smelter, bliver krystal- linsk og danner en haard, sort, emaillelignende Masse, som, naar Temperaturen har været tilstrækkelig høj, i for- trinlig Grad modstaar Atmosfærens Indvirkninger. Der er imidlertid Forskjel i Sammensætningen paa det i ren Ilt dannede Dække og paa den Glødeskal og de Hammer- skjæl, som opstaar, naar vi ophede Jernet i vore Ovne- og Smede-Esser, hvorom senere skal tales. I ældre Dage antog man de Legemer, som vi nu vide ere Metalilter, for usammensatte Stoffer, man ansaa dem for Grundstoffer, man kaldte dem Metalkalke, og man troede, at Metallerne opstod af disse ved Forening med et hypothetisk Stof, som man gav Navnet Phlogiston; man kunde vel ikke bevise dettes Existens, men man antog, at det særlig fandtes i alle let brændbare Legemer, saaledes ogsaa i Kul. Naar man smelter Bly, saaledes at Luften har Adgang dertil, bedækkes Metallets Overflade med en Hinde, idet Blyet optager Ilt af Luften; der opstaar j Blyilte, almindelig kjendt under Navnet Sølverglød. De Gamle kaldte denne Forbindelse Blykalk. Blander man Blyilte med Kulpulver og opvarmer Blandingen i en be- dækket Digel, vil man efter Afkølingen finde en Blyklump