Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

227 ofte Stenkul i Udseende, viser ingen Træstruktur; alminde-, lige Brunkul viser som oftest tydelig Træstruktur, ere meget faste, af et jordagtig Brud, giver et brunt Pulver; forekomme meget hyppig. Med Hensyn til Vand- og Aske- mængde forholde Brunkul sig omtrent som Tørv. I frisk Tilstand indeholde de indtil 30, undertiden endog 50 pCt. Vand, 'ved Lufttørring synker Vandmængden ned til det Halve, gjennemsnitlig 20 pCt.; Askemængden vexler mellem 3 til 30 pCt.; med Hensyn til Varmevirkning staa de lufttørrende Brunkul stedse højere end det bedste Træ. Mængden af disponibel Brint er hos Brunkullene stedse større end hos Træ og Tørv; dette er i endnu højere Grad Tilfældet med Stenkullene. Ved disse er den langsomme Forkul- ning, Formuldningen, videst fremskreden. Mængden af de luftformede Grundstoffer i det oprindelige organiske Le- geme er sunket til et Minimum, hvorfor Kulmængden stiger. Ilten og Brinten ere oprindelig tilstede i det For- hold, hvori de danne Vand (i Træsubstansen), men da Ilten under Formuldningen forener sig saavel med Kullet som med Brinten, forrykkes Forholdet mellem Ilt og Brint, saaledes at der tilsidst bliver forholdsvis mere Brint tilstede, end der behøves for at danne Vand med den til- stedeværende Ilt; Mængden af denne disponible Brint be- tinger Stenkullenes Karakter, jo mere Brint Kullene inde- holde, desto mere flammegivende ere de. Anthracit, som er den ældste Stenkulsform, indeholder kun meget ringe Mængder Ilt, ofte saa lidet Brint, at den ikke brænder med Flamme. Indeholde Kullene forholdsvis meget dis- ponibel Brint, kalder man dem fede, de egne sig da sær- lig til Gasfabrikation, dog beror Mængden af Gasudbytte meget paa den Temperatur, ved hvilken Kullene blive de- stillerede i Retorterne. Trods engelske Videnskabsmænd allerede i Midten af det 17de Aarhundrede vare opmærk- somme paa, at der kunde udvikles en brændbar Gas af