Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

240 kunne ikke existere ved høje Temperaturer. Kiselsyren er derimod et ildfast Legeme, den kan ikke forflygtiges, og Hovedmassen af den os bekjendte Del af Jordskorpen, Klippe-, Bjerg- og Stenarter samt deres Förvittrings- produkter, udgjøres af Kiselsyre og kiselsure Salte. Silicium findes ikke frit i Naturen, men kun i den ene Forbindelse, Kiselsyre, der optræder som Sand. Kvarts, Kisel, Opal, Bjergkrystal og flere andre Former, samt i et overordentlig stort Antal Salte. Disse kiselsure Salte, Silikater, ere meget hyppig ikke enkelte Salte, Foreninger af Kiselsyren med en enkelt Base, men som oftest Dob- belt-Salte, Dobbeltsilikater, Foreninger af to kiselsure Salte med forskjellig Base, f. Ex. kiselsur Kalk kisel- sur Lerjord, eller kiselsur Magnesia kiselsui’ Lerjord eller Jernilte osv., ligesom ogsaa de forskjellige Dobbelt- silikater forekomme blandede. I ældre Dage regnede man Sand til de gamle Kemikeres saakaldte Jordarter. Da man vidste, at den var en væsenlig Bestanddel af Kunst- produktet Glas, kaldte man den glasdannende Jord. Den svenske Kemiker Torbern Bergmann opstillede den i Midten af forrige Aarhundrede som en særegen Jordart, der stod i Klasse med Kalk og Magnesia; man betragtede den altsaa nærmest som en Base. Da Lavoisier havde paavist, at Metalkalkene vare sammensatte Legemer, og da Humphry Davy i 1807 og 1808 havde udskilt Metal- lerne. Kalium og Natrium, formodede man, — i mange Tilfælde med Rette, — at andre tidligere som Jordarter ansete Legemer, hvilke det endnu ikke var lykkedes at adskille, maatte have en lignende Sammensætning, altsaa bestaa af Metal og Ilt; dette var saaledes ogsaa Tilfældet for Kiseljordens Vedkommende. Da fremsatte Englæn- deren Smithson 1811 den Anskuelse, at Kiseljord ikke var et Metalilte, en Base, men tværtimod maatte anses for en svag Syre, og kort efter paaviste Sverigs store Kemiker Berzelius, at denne Kiselsyre var en af de mest ud-