Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

256 i Højovnen, som ellers vilde medgaa til Uddrivelsen af disse Forbindelser. Ved Ristning under Luftens Adgang iltes tillige Jernforiltet i Spatjernsten eller Magnetjernsten til Jerntveilte, som lettere lader sig reducere. Til de her nævnte mekaniske forberedende Arbejder anvendes forskjel- lige Maskiner, Apparater og Ovne, af hvilke man har flere Konstruktioner, som stadig underkastes Forbedringer. Som omtalt, er Beregningen af den Slagge, man til- sigter at danne, af stor Vigtighed. Ertserne indeholde al- tid en Del Stenarter, bestaaende af Kalk, Magnesia, Ler- jord og Kiselsyre, men sjelden i et saadant Forhold, at de uden Tilsætninger danne en letsmeltelig Slagge. Som berørt i forrige Foredrag under Omtalen af Silicium kan Kiselsyren danne et meget stort Antal Salte med Metal- ilterne. Dobbeltsilikater, Forbindelser af to forskjellige kiselsure Salte, smelte altid lettere end de enkelte Salte for sig. Man sørger derfor stedse ved Beskikningen af Højov- nen for, at der er to forskjellige Baser tilstede i saa rigelig Mængde i Forhold til Kiselsyren, at der kan dannes Dob- beltsilikater. Forholdet mellem Basemolekulei1 og Syre- molekuler i de ved Jernudsmeltningen optrædende Slagger vexler mellem 4:1 og 1 : %, fra basisk Fjerdedels Silikat til surt halvandet Silikat. Metallurgerne lægge imidlertid ikke dette Forhold til Grund for deres Inddeling, men be- nytte hertil Antallet af Iltatomer i Baserne (-(- 0) og i Kiselsyren (— 0). Betegne vi med M et Metalradikal, saa have de Baser, som i Almindelighed optræde i Slaggerne, Formlen MO (Kalk, Magnesia, Jernforilte, Manganforilte) eller M2O8 (Lerjord, Jerntveilte, Mangantveilte), og vi faa da følgende Silikatformler, som i Metallurgien betegnes med de hosføjede Navne: