Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning
Forfatter: A. E. M. Schleisner
År: 1887
Sted: København
Sider: 337
UDK: 669.109
Tre Foredrag holdte i Foreningen Til Søfartens Fremme
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
255
teriale, dernæst at lade det reducerede Jern optage Kul,
hvorved det omdannes til smelteligt Raajern, samtidig sø-
ger man at udskille de Ertserne ledsagende usmeltelige
Stenarter som en smeltelig Slagge. Arbejdet foretages i
de saakaldte Højovne eller Masovne, en forvansket Udtale
af Marsovne; som omtalt i et tidligere Foredrag gav man
i ældre Dage Jernet Planeten Mars’ Symbol; disse Ovne
kaldes ogsaa enkelte Steder Blaaovne, egentlig Blæseovne,
idet førstnævnte Navn er dannet ved en forvansket Udtale
af det engelske to blow. De vigtigste Jernertser ere tid-
ligere omtalte. Inden Ertserne blandede med Brændsels-
materialet kunne bringes i Højovnen, maa de underkastes
forskjellige forberedende Arbejder; blandt disse hører den
kemiske Undersøgelse af deres Metalindhold ligesom ogsaa
af de ledsagende Stenarters Beskaffenhed og Mængde for
derefter at bestemme Tilslaget og Beregningen af Slaggens
Sammensætning. Meget fattige Ertser ere selvfølgelig ikke
fordelagtige at forarbejde, men paa den anden Side fore-
trækker man erfaringsmæssig Ertser med et Middelindhold
af Metal, 30—40 pCt., fremfor rigere Ertser. Det er kun
sjeldent, at Ertserne ved Brydningen erholdes i en saadan
Størrelse, i hvilken de egne sig til at bringes i Højovnen,
hvorfor de større Stykker først maa knuses til en passende
Størrelse. Endvidere søger man ved at lade Ertserne for-
vitre i Luften og ved Vadskning af fjerne forskjellige
fremmede Bestanddele, dels iltes en Del af Svovlet og Ar-
senikkisen ved denne Behandling, dels fjernes vedhængende
Sand og Ler. Saadanne forvitrede og udludede Ertser
give baade en Besparelse i Brændselsmateriale og et bedre
Raajern end ved Anvendelsen af selve de raa Ertser. Endelig
underkastes Ertserne en Ophedning, en Ristning, dels med,
dels uden Luftens Adgang. Herved blive Ertserne mere
møre og løse, saa de lettere lade sig reducere; dernæst
uddrives Vand og Kulsyre og af Kuljernsten tillige flygtige
Kulbrinter, hvorved man senere undgaar et Tab af Varme