Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning

hvilket Minimum af Silicium, der udfordres for at betinge Grafitudskilningen, dog kan man efter talrige Analyser slutte, at et Siliciumindhold af 0,1 til 0,15 Procent alle- rede er tilstrækkeligt, forsaavidt ikke Tilstedeværelsen af Mangan eller Svovl træder hindrende i Vejen. De fleste Metallurger anse det for afgjort, at det alene skyldes Silicium, at en Del af Kulstoffet udskilles som Grafit, medens dog enkelte holde paa, at meget kulstofholdigt Raajern i høje Temperaturer kan dele sig i et Kuljern med lavere Kulindhold, medens Resten af Kullet udskilles som Grafit. Den berømte engelske Metallurg Percy vil ikke indrømme denne Mulighed, medens Gurit mener i bestemte Tilfælde at have paavist denne Adskillelse uden Mellemkomst af Silicium. Gurlts Iagttagelser finde Be- kræftelse ved de Erfaringer, man har gjort i Skytsstøberiet i Spandau; det dér anvendte Raajern var fremstillet paa Sayner-Hytte med Trækul af Brun- og Spatjernsten fra Horhausen. Det var halveret og indeholdt henimod 3 Pro- cent kemisk bundet Kulstof. Ved Omsmeltning i Flamme- ovne og vedvarende Ophedning med saa lidet iltende Flamme som muligt forandredes det til graat Raajern, som kun indeholdt 0,125 til 0,130 Procent kemisk bundet Kulstof, medens Overskudet var udskilt som Grafit. Jernet var herved blevet saa blødt og sejgt, at det bugtede sig ved Skydning med et Stykke Kontrolskyts, medens Sjælens Gjennemsnit paa 4,54" ved et andet Stykke Kontrolskyts efter 80 Skud havde udvidet sig 0,025". At Silicium alligevel spiller den væsenligste Rolle ved Grafitudskilningen, er blevet paavist af en Mængde Forskere. Hvorom alting er, saa er det imidlertid klart, at Raajern er en Legering, og at denne, ligesom andre Legeringer, kan forskyde sig, hvad Franskmændene kalde Liquation, Tyskerne Ent- mischen, d. v. s., at den smeltede Legering, som ved en højere Temperatur danner en homogen ensartet Masse, ved Afkølingen inden den fuldstændige Stivning deler sig i to