Om Jærnet
Særlig Med Hensyn Til Dets Anvendelse I Skibs-og Maskinbygning
Forfatter: A. E. M. Schleisner
År: 1887
Sted: København
Sider: 337
UDK: 669.109
Tre Foredrag holdte i Foreningen Til Søfartens Fremme
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
hvilket Minimum af Silicium, der udfordres for at betinge
Grafitudskilningen, dog kan man efter talrige Analyser
slutte, at et Siliciumindhold af 0,1 til 0,15 Procent alle-
rede er tilstrækkeligt, forsaavidt ikke Tilstedeværelsen af
Mangan eller Svovl træder hindrende i Vejen. De fleste
Metallurger anse det for afgjort, at det alene skyldes
Silicium, at en Del af Kulstoffet udskilles som Grafit,
medens dog enkelte holde paa, at meget kulstofholdigt
Raajern i høje Temperaturer kan dele sig i et Kuljern
med lavere Kulindhold, medens Resten af Kullet udskilles
som Grafit. Den berømte engelske Metallurg Percy vil
ikke indrømme denne Mulighed, medens Gurit mener i
bestemte Tilfælde at have paavist denne Adskillelse uden
Mellemkomst af Silicium. Gurlts Iagttagelser finde Be-
kræftelse ved de Erfaringer, man har gjort i Skytsstøberiet
i Spandau; det dér anvendte Raajern var fremstillet paa
Sayner-Hytte med Trækul af Brun- og Spatjernsten fra
Horhausen. Det var halveret og indeholdt henimod 3 Pro-
cent kemisk bundet Kulstof. Ved Omsmeltning i Flamme-
ovne og vedvarende Ophedning med saa lidet iltende
Flamme som muligt forandredes det til graat Raajern, som
kun indeholdt 0,125 til 0,130 Procent kemisk bundet
Kulstof, medens Overskudet var udskilt som Grafit. Jernet
var herved blevet saa blødt og sejgt, at det bugtede sig
ved Skydning med et Stykke Kontrolskyts, medens Sjælens
Gjennemsnit paa 4,54" ved et andet Stykke Kontrolskyts
efter 80 Skud havde udvidet sig 0,025". At Silicium
alligevel spiller den væsenligste Rolle ved Grafitudskilningen,
er blevet paavist af en Mængde Forskere. Hvorom alting
er, saa er det imidlertid klart, at Raajern er en Legering,
og at denne, ligesom andre Legeringer, kan forskyde sig,
hvad Franskmændene kalde Liquation, Tyskerne Ent-
mischen, d. v. s., at den smeltede Legering, som ved en
højere Temperatur danner en homogen ensartet Masse, ved
Afkølingen inden den fuldstændige Stivning deler sig i to