Forhandlinger angaaende en forøget Dampskibsforbindelse Esbjerg-England

År: 1886

Forlag: Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 95

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 104 Forrige Næste
35 Ugens Behov — hverken Grossister eller Detaillister ville ulejlige sig to eller tre Gange til Markedet om Ugen. En saadan Detaillist tager fra 1 til 20 Foust, om Ugen, men det kan han ikke anvende saa megen Tid paa at kjøbe, at han vil gaa ud 3 Gange om Ugen, og han vil selv se Varen forinden han kjøber. Dette gjælder for alle Markederne — altsaa atter en Grund til ikke at have Damperne flere Gange ugentlig. Ganske vist kommer der til visse Tider af Aaret to Gange ugentlig Damper fra Hamborg til Newcastle, men dels bringe de meget lidt Smør, dels med Hensyn til Æg, blive disse ofte liggende over til Mandag. 1 det hele har man mere Vanskelighed ved at sælge, hvad der ankommer med den anden Baad, i det Kjø- berne, naar først Fredagen ei- kommen, helst ville vente til Mandagen, og staa Varerne blot over til denne Dag, saa hedder det sig: „De Varer ere fra forrige Uge“, at de blot kom ind om Fredagen eller Lørdagen, bryde Folk sig ikke om. Herved skulde man nu altsaa synes, at Kjøbereii saaledes gjør en Forskjel paa Varernes Friskhed, men det er kun det i øvrigt meget let forstaaelige Ønske, „at faae det allerfriskeste, der er indkommen“, som bevæger ham, i det han tænker sig Muligheden af, at en Del af Smørret kan komme til at staa over hos ham. Det er ligeledes en let forstaaelig Grund, der faar den London-handlende til at falbyde sit Normandy Smør „frisk landet hver Dag“, hvilket for Resten ikke er sandt, da Damperne skjønt, averterede „daglig“, kun komme to ä tre Gange om Ugen. Kjøberne ere nu vante til at se den Slags Bekjendtgjørelser som: Mælk (Morgen og Aften), Æg, frisk ind hver Dag etc., etc.; det er det samme, som naar han opslaar en Plakat paa en Foust, sekunda Smør og kalder det „virkeligt fineste“, med andre Ord, ikke fordi Folk af Faget skal tro det, nej, det skal lokke Publikum. Fik vi altsaa — og her maa jeg tilføje, at vor Dampskibstrafik, som den er, ledes fortrinligt af de Selskaber, i hvis Hænder den er hjemmefra, og ligeledes af Agenterne paa denne Side — nu Forbindelse 2 Gange om Ugen, vilde der fremstille sig forskjellige ligefremme Vanskeligheder. Vi maatte have to Noteringer i Kjøbenhavn for Smør (d. v. s. forudsat at Noteringsuvæsenet skulde fortsættes), thi nu modtager den danske Exporter Smørret Tirsdag, Onsdag og Torsdag, afsender det om Fredagen og af- regner Landmændene det om Lørdagen, begge Dele efter Topsdagsnoteringen. Den engelske Importør mod- tager Varerne om Mandagen og Tirsdagen og har disponeret dem over, forinden den nye Notering sættes næste Uge. I et nedadgaaende Marked vilde en to Gange ugentlig Notering medføre store Tab, hvilket ikke vilde opvejes i opadgaaende Konjunkturer — det veed enhver der har handlet i England-Smørforretningen — og det vilde blive vanskeligere for alle Hænder, og Prisen selvfølgelig for Producenternes Vedkommende derfor trykket. Risikoen for den anden Dampers Evne til at rendere er stor (man erindrer blot, at Dampskibet Koldinghus nu maa ligge op i Esbjerg, fordi der ikke er Trafik nok for en Gang om Ugen); men Risikoen for de Afskibere, som vilde sende deres Varer med denne anden Damper, er rigtignok større. I alt Fald vil ingen af de Smørhandlere, som jeg har talt med, have Varer med den Damper, der skulde komme midt i Ugen. Til London kommer der ganske vist Damper daglig fra Hamborg; men de bringe saa at sige intet Smør, kun almindelig blandet Ladning. Dette refererer til „Salt-butter“. Noget anderledes stiller Forholdet sig, naar der er Tale om usaltet Smør. Her vilde det muligt lette Omsætningen paa London i usaltet Smør, om vi fik Forbindelse to Gange ugentlig. Denne Slags Smør bruges slet ikke i Newcastle eller Leith, yderst jidet i Manchester; men en Del gaar ganske vist til London. Spørges der om hvor meget af denne Kvalitet, der indføres ugentlig til London, da har det været mig umuligt at udfinde det endog nogenlunde nøiagtigt. Den almindelige An- tagelse er circa 9 ä 10,000 Æsker å 24 Pund (fransk & italiensk) og et noget mindre Kvantum i Kurve, altsaa et Kvantum svarende til circa 2500 Halvtønder om Ugen. Det første Spørgsmaal bliver altsaa: Hvad vilde Resultatet blive paa Priserne for denne Vare, som nu er circa 16 Øre pr. Pund over Prisen paa salt