Forhandlinger angaaende en forøget Dampskibsforbindelse Esbjerg-England

42 Den stærke Saltning maatte imidlertid til nu for at gjore Smørret holdbart og maaske ikke mindst for at skjule, at det var gammelt, men gjorde det samtidigen uafsættelig til de Kunder, vi allerhelst maatte ønske os. Grosserer Philip W. Heyman. Det var første Gang, Taleren havde den Ære at være tilstede ved Landhusholdningsselskabets Møder, men efter at have hort den ærede sidste Talers Fore- drag, kunde han ikke tilbageholde den Udtalelse, at det nu stod klart for ham, hvorfor Forholdet mellem Landmænd og Kjøbmænd ikke var saa kordialt, som det var ønskeligt, thi fik de Herrer Land- mænd ofte at høre saadanne Prædikener som den, han nu havde hørt af Professor Segelcke, hvori det blev udtalt, at Landmændene maatte sørge for sig selv, og at Kjøbmændene vare lunkne for Landmændenes Interesser og kun tænke paa sig selv, maatte Forholdet absolut blive køligt, og de maatte se hen til Kjøbmændene paa en besynderlig Maade. Hvad selve Sagen angik, da var Taleren fuldstændig enig med Herr Andrew og tildels ogsaa med Herr Busck, hvis skriftlige Indlæg i Sagen Sekretæren nys havde oplæst. Grosserer Busck havde nemlig bemærket, at han muligvis kunde tænke sig, at det kunde være til Gavn, at der kom en to Gange ugentlig Fart i Stand mellem Kjøbenhavn og England, medens Taleren slet ikke var i Stand til at indse, at der herved opnaaedes noget virkelig godt. For Kreaturer var der ganske vist 2 Markeder i London, men det ene var af aldeles underordnet Betydning, i det det kun omfattede de Dyr, der ikke bleve solgte ved det første Marked. Professor Segelckes Udtalelser om en forøget Dampskibsfart for at faa Gjær over, maatte Taleren nærmest betragte som en behagelig Spøg af Foredragsholderen; det var en saa uendelig lille Bagatel, det herom drejede sig, og der var i øvrigt intet i Vejen for at konservere Gjær i Is. Havesager kjendte Taleren ikke noget til, men derimod havde han i mange Aar arbejdet betydeligt i Smør og Flæsk. Hvad Smør angik, da er Forholdet det, at medens det forenede Dampskibsselskab ved alle sine Router i det forløbne Aar til London kun havde afsendt 61543 Dritler, var der til Midland Counties sendt 252548 Dritler og til Leith og Skotland 16320 Dritler, foruden hvad der til Skotland var sendt ad den skotske Route, og Taleren kunde end videre med Bestemthed udtale, at vort Smør betales med høiere Pris i Manchester, Liverpool, Leith og Bradford end i London. Om en Produktion af usaltet Smør overhovedet skulde kunne have en Fremtid for sig, skulde Taleren ikke kunne sige; han troede det ikke, thi han antog, at vort Smør særligt var egnet til den Behandling, det fik, for at gaa som saltet Smør; noget bestemt i den Henseende var det jo overhovedet ikke muligt at kunne sige, før man havde nogen Erfaring at støtte sig til, og saa vidt ham bekjendt var der ikke gjort noget Forsøg herfra. Hvis man virkelig var af den Mening, at der i London var noget at gjore med fersk Smør, af hvad Grund havde man da ikke afsendt saadant den ene Gang ugentlig, da Skibet gik fra Esbjerg til London? «Erst Nase und dann Brille» sige Tyskerne; man maa jo dog virkelig først vide, om der er tilstrækkelige Varer til at sende bort, førend man sætter et stort Apparat i Gang for at skaffe det fornødne Materiale til at overføre Varerne. Taleren vilde ikke tilbageholde som sin Mening, at det ubetinget vilde blive en stor Fiasko for os, om vi vilde udvide Trafiken fra Esbjerg som foreslaaet, i det øjeblik, vi ikke havde andet at bringe afsted end usaltet Smør og Havesager. Det saltede Smør behøvedes det ikke at afsende mere end én Gang om Ugen, eftersom der paa de nordengelske Pladser kun var Marked én Gang om Ugen, ligesom der i London ogsaa kun var et ugentlig Marked, der havde nogen Betydning; det, der ikke blev solgt paa Markedsdagen, maatte staa over, og selv om altsaa Smørret kom afsted 3—4 Dage tidligere end nu, vilde der for det meste kun opnaas, at det blev staaende derovre 3—4 Dage længere,