Forhandlinger angaaende en forøget Dampskibsforbindelse Esbjerg-England

&&£*&***** 43 hvilket snarere var til Skade end til Gavn for Salget. Naar Professor Segelcke sagde, at der var netop en forskrækkelig Mængde Smør, som blev produceret i Fællesmejerier i Omegnen af Esbjerg, hvilket nu skulde forsendes over Kjobenhavn for at komme til England, da skulde Taleren oplyse, at han selv havde et stort Svineslagteri i Varde, og at hans Produkter ikke gik til England over Esbjerg, men over Hamborg. (Hvorfor?) Taleren var ikke i Stand til at angive alle Grunde i øjeblikket; han vilde derfor vente med at besvare Sporgsmaalet, indtil nogle forventede Oplysninger vare indtrufne. At vort Smør, saaledes som det nu var, var mere egnet for Skotland ond for London, og at man i London forlangte Smørret finere end i Skotland, kunde Taleren ikke tiltræde. Efter hans Erfaring var man i enhver Henseende nok saa kræsen i Skotland som i London, saa at Smør med Fejl lettere var til at blive af med i London end i Skotland. Det forenede Dampskibsselskab behøvede ikke Talerens Forsvar, men naar Professor Segelcke havde udtalt, at Grunden til, at vi nu ikke havde en 2 Gange ugentlig Dampskibsfart fra Kjobenhavn til Newcastle, var den, at den tidligere private Dampskibslinje Kjobenhavn —Newcastle nu var bleven overtaget af det forenede Dampskibsselskab, da var en saadan Logik Taleren aldeles uforstaaelig; han kunde nemlig ikke indse, af hvilken Grund den nævnte Dampskibslinje ikke skulde blive plejet lige saa godt under de nuværende Forhold som under de tidligere, naar den betalte sig, den blev jo drevet ganske paa samme Maade som før. At sende fersk Flæsk til England, havde Taleren et Par Gange forsøgt, men han skulde vel vogte sig for at gjore det om igjen, uagtet det var kommet over i fuldstændig god og sund Til- stand; man vilde nemlig i London slet ikke have Flæsket fersk, men netop saltet; det saakaldte Breakfast Bacon, hvortil det jo særlig anvendtes, var alt saltet, og man var i London ikke indrettet paa at salte det. Alt det Flæsk, der gik over til London fra Hamborg, var saltet, uagtet man dér havde Dampskibsforbindelse hver Dag. Paastanden om, at man altsaa kunde undvære Saltning af Flæsket, naar man fik hyppigere Dampskibsforbindelse, var saaledes ubegrundet. Selv om Dampskibs- trafiken paa England blev udvidet, vilde dette dog under ingen Omstændigheder bevirke, at Produk- tionen af de her omhandlede Varer blev større, end den var i øjeblikket, følgelig vilde der ikke, hverken fra Esbjerg eller Kjobenhavn, blive flere Varer afsendte, og det vilde være en Abnormitet at indgaa til Regjeringen med Anmodning om Hjælp i et saadant Tilfælde. Det forekom Taleren, at man her vilde komme til at staa paa socialistisk Grund, i det man nemlig sagde: Vi kunne ikke hjælpe os selv, og derfor maa vi bede de andre skatteydende Borgere, baade dem, der have Interesse i Sagen, og dem, der ikke have det, om at hjælpe os ved at bidrage af de Skatter, de erlægge, for at vi kunne klare os igjennem. Med samme Ret maatte Taleren jo kunne henvende sig til Stats- kassen om at faa Tilskud, fordi han i det forløbne Aar havde tabt en Masse Penge ved sine Svine- slagterier, og Haandværkerc, der ikke kunde tjene tilstrækkeligt ved deres Forretning, maatte kunne gjøre det samme. En 2 Gange ugentlig Fart paa England, kunde jo være prægtig nok, — skade kunde den i alt Fald næppe —, men intet Dampskibsselskab kunde være tjent med at vedligeholde en saadan Linje, og det vilde som sagt være urimeligt at forlange, at Staten skulde give en Subvention, naar Farten ikke kunde betale sig selv. Hvad kunde det nytte at sende Dampskib over, naar der kun var en Fragt af 30—40 eller 50 Tons at sejle med. (Professor Segelcke: Det kommer an paa, hvilke Varer det er!) — Nej, selv om det var usaltet Smør altsammen, og dette kunde give dobbelt eller tredobbelt Fragt af det, som Smør nu giver, saa vilde det dog langt fra kunne betale sig at gaa over til England med en saadan Last. Grosserer P. Riitzou troede, at man let kunde blive enige om, at hvis man gratis kunde