Forhandlinger angaaende en forøget Dampskibsforbindelse Esbjerg-England

68 d. Mødet i Fredericia den 31te Marts 1886. Tilstede vare de samme Herrer som foregaaende Dag med Undtagelse af Hofjm. Vind, Grosserer Esrøann, Agent Levy og Handelsgartner Zeiner-Lassen. Derimod var Forp. Beck kommet til Mødet. Fortsættelse af de den foregaaende Dag standsede Forhandlinger. Agent Thorkilsen ønskede, at Bropengene i Esbjerg, der ikke ere smaa, skulle bortfalde som særskilt Afgift. Med Hensyn til Forsendelsen af Æ g stillede Forholdet sig ligesom for Smørrets Vedkommende. Æg sælges paa de samme Pladser som Smør. Det nordlige England (Newcastle, Manchester) samt Skotland ere Hovedsalgsstederne, men selvfølgelig kunne Æg ogsaa meget godt sælges i London, og der er Tider af Aaret, paa hvilke de ere dyrere i London end paa de andre Pladser, navnlig fra Avgust til Februar, men man forlanger dem ogsaa friskere i London, end vi i Reglen i den Tid kunne præstere dem, hvilket kommer af, at vore Landmænd gjemme dem i Haab om at opnaa en højere Pris senere hen. Kunne vi derimod komme med friske Æg til Markedet, ei- der ikke nogen Plads, der er heldigere for Afsætning af Æg end netop London i de nævnte Maaneder. Hvad Forsendelsesrouterne angik, maatte Taleren her ligesom for Smørrets Vedkommende holde paa, at vi kom i Forbindelse med London, Newcastle og Leith, og Fragten til Leith maatte ikke være dyrere end til Newcastle, i ethvert Fald ikke højere end via Kjobenhavn fra de forskjel- lige Dampskibspladser. Farten paa Newcastle og Leith kunde meget godt besørges af det samme Skib, i det Transporten af Godset i saa Fald sker pr. Jærnbane fra Newcastle til Leith, ligesom ogsaa en Forsendelse én Gang ugentlig til disse Byer vilde være tilstrækkelig. Der blev altsaa kun tilbage Spørgsmaalet om, hvor hyppig Trafiken behøvede at være paa London, og med Hensyn hertil kunde det da siges, at for saa vidt Æggene vare aldeles friske, var det ikke saa overordentlig vigtigt for deres Vedkommende som for Smørrets at kunne forsende to Gange ugentlig, om det end maatte siges, at en to Gange ugentlig Forsendelse dog altid vilde have sin Betydning. For Ægs Vedkommende havde det sin store Betydning, at Fragten var moderat, snarere lavere og i alt Fald ikke højere end Fragten for Smør, og navnlig vilde Forretningen paa Skotland ikke kunne foregaa over Esbjerg, saafremt Fragten blev væsentlig højere end Fragten til Newcastle. Forholdet stiller sig nu saaledes, at Fragten pr. Ton Æg f. Ex. fra Veile via Kjøbenhavn eller via Esbjerg til Newcastle er 30 sh., fra Veile via Kjobenhavn til Leith 35 sh., men derimod via Esbjerg og Newcastle til Leith 50 sh. Her er altsaa en Forskjel i Fragten til Leith af 15 sh., og da nu 10 Kasser Æg udgjore én Ton, er det en Forskjel af 1 sh. 6 d. pr. Kasse, hvilket er meget betydeligt. Taleren kunde ikke noksom pointere, at skulde Udførslen fra Esbjerg tage noget Opsving, maatte Fragten være gjennemgaaende og moderat, og Expeditionen paa Jærnbanen hurtigere end nu. Capitain Brinch (Esbjerg) skulde søge at gjore Kede for, hvilken Indflydelse en hyppig og hurtig Forbindelse mellem Esbjerg og England vilde have paa Fiskeexporten. For Tiden var Exporten af Fisk fra Esbjerg stillet under ugunstige Forhold. Skibet fra Esbjerg ankom nemlig om Lørdagen til London, hvilken Dag var den uheldigste for Fiskehandelen, og det saa meget mere, som Fisken skulde sælges samme Dag, den var ankommen; der ledes derved ofte store Tab. Efter det Opsving, Fiskeriet havde taget og sikkert vilde tage i endnu højere Grad, gjaldt det om at finde Afsætningskilder for den Rigdom af Fisk, som utvivlsomt findes ved vore Kyster. Ganske vist havde vi Afsætning til Tyskland, men Markedet der kan jo ogsaa let blive overfyldt, ikke alene fra Danmark, men ogsaa fra Tysklands egen store Fiskerbefolkning, og herved forvoldes der Tab saa vel for Fiskerne som for Exportørerne. Paa denne Kalamitet mente Taleren, at der kunde raades Bod ved i England at faa aabnet et Marked for vor Fisk, men for at naa dertil maatte vi