Forhandlinger angaaende en forøget Dampskibsforbindelse Esbjerg-England

82 udvidet Forbindelse med England absolut vilde gribe ind i alle vore Forhold, bidrage til at give os Vind i Sejlene og forøge og lette Exporten af hele vor Produktion. Der var i den senere Tid en stærk Tendents hos Landmændene til at bede om Statsunder- støttelse snart til det ene og snart til det andet; Taleren kunde ikke være med til at anmode derom under alle de Former, hvorunder det gjores, men han troede, at man i dette Tilfælde med Billighed kunde sige, at man ikke kom ind paa et nyt Princip. Her anmodes kun om, at Staten vedblivende vil udvikle det Princip, den en Gang er slaaet ind. paa ved Anlægget af Statsjærnbaner. Der er sat store Kapitaler deri for at udvikle Trafiken, hvilke Kapitaler altsaa virke indirekte for at ophjælpe Produktion og Omsætning. I samme Øjemed har Staten sat mange Penge i Esbjerg Havn, og det, man ønsker nu, er blot, at Staten yderligere gaar fremad i det samme Spor, saa at man kan benytte disse Statsaktiver endnu mere end hidtil er sket. Esbjerg er en Statshavn; det vilde være urigtigt, om Staten nedsatte Afgifterne ved den saaledes, at det blev vanskeligt for de andre Havne at konkurrere med den, men en anden Sag er det at nedsætte Havneafgifterne ved den til det samme, som de ere andre Steder. Saa vidt Taleren havde forstaaet de Herrer, der vare kjendte med Forholdene, vare Af- gifterne ved Esbjerg større end ved andre danske Havne, hvilket maatte kaldes uheldigt. I det Taleren saaledes fuldt ud kunde slutte sig til den Anmodning, her tænktes rettet til Regjeringen, eftersom den var fuldstændig i Overensstemmelse med de Principer, der hidtil vare fulgte af Staten, skulde han, hvad Hyppigheden af Forbindelsen angik, udtale, at han kunde slutte sig til dem, der ønske en tre Gange ugentlig Forbindelse o: 2 Gange extra udover den nu tilstedeværende; først derved vil man kunne opnaa det fulde Udbytte af Foranstaltningen. Spørgsmaalet var nu blot, om begge Extratourene skulde gaa til London, eller en til London og en til Newcastle. Med Hensyn hertil gik mange af de fremkomne Udtalelser ud paa, at London ikke er vort Hovedmarked, i det den største Del af alt det, vi sende til England, gaar til Midtengland via Newcastle og Leith, og der kunde derfor være Tale om, om man ikke rettest burde lade den ene Tour gaa til London og den anden til Newcastle. Med Hensyn til Forbindelsen med London maa der ogsaa ses hen til, om denne skal være direkte eller gaa over Parkeston. En ugentlig Forbindelse direkte med London vil imid- lertid vanskelig kunne holdes vedlige med ét Skib — efter hvad Taleren havde erfaret — hvilket derimod kunde lade sig gjore, hvis der kun skulde opnaas Forbindelse med Parkeston. Den direkte Fart til London vil altsaa kræve et Skib mere end Forbindelsen med Parkeston; men paa den anden Side havde den direkte Forbindelse med London den Fordel, at Varerne kunde undgaa Omladning og Transport ad Jærnbanen fra Parkeston til London og de Ulemper, som dette medfører. Proprietær Ingversen. De Herrer handlende udtalte i forrige Møde, at Smorm ar kedet i London var Mandag og Fredag. Mandagsmarkedet kunde de nu naa at komme til, men ikke til Fredagsmarkedet, og derfor var døt heldigt, om ét Skib til kom i Gang. Forbindelsen burde helst være direkte med London for at undgaa Omladning og de deraf flydende Ulemper. Forpagter Beck troede ikke, det var nødvendigt at udvide Farten paa Newcastle, thi saa vel fra (lerne som fra østkysten af Jylland afgik en Mængde Skibe til Newcastle, saa at der vilde være Lejlighed nok til at komme hyppigt derhen uden at behove at gaa over Esbjerg. Forbin- delsen burde vistnok helst ordnes saaledes, at et større Dampskib, saaledes som nu, kom til at gaa mellem Esbjerg og Parkeston eller Harwich, og at der dernæst sattes 2 mindre Dampskibe i Gang, hvert udførende én Tour ugentlig til London og paa de Dage, Exportorerne maatte finde heldigst, og Taleren vilde i Forbindelsen hermed spørge, om det ikke kunde stille sig som en Mulighed, at den skandinaviske Post til England kunde besørges over Esbjerg. — I øvrigt skulde Taleren ikke undlade at bemærke, at det ikke havde været hans Agt at udtale noget som helst, der kunde se ud som en