Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

104 Vexelstrøm-Synkrongeneratorer og motorer. Anderledes er det med vexelstrømmaskinen; her falder det kom- pliserede apparat kollektoren bort, og vi behøver kun ved vexelstrøm to og ved dreiestrøm mindst 3 kontaktringe, der er forbundne med ankerviklingens ender og isolerede fra hinanden. Da man i praxis har erfaret, at det ved højspændingsmaskiner er vanskeligt at isolere kontaktringene fra hinanden paa grund af den betydelige spændingsdifference mellem dem, anordner man, da man her ikke har nogen ømfindtlig kommutator at iagttage, maskinen saaledes, at feltet roterer og ankeret staar stille. Nu be- høver man kun to kontaktringe, der tilfører feltmagneterne den lav- spændte magnetiseringsligestrøm. Vi kan altsaa dele vexelstrømmaskinerne i to store hovedgrup- per, nemlig: 1) Vexelstrømmaskiner med faststaaende felt og roterende anker. 2) —„— „ — anker og roterende felt. Anordning no. 2 er den mest almindelige, da den er betydelig fordelagtigere end den førstnævnte. Fordelen ved faststaaende anker og roterende felt ligger hovedsagelig i: 3) at maskinens viklinger gjennemgaaende bedre kan isoleres, 4) at viklingerne ikke er udsat for centrifugalkraft 5) og at den roterende masse er den størst mulige, 6) samt at man kan frembringe spændinger indtil 10,000 volt direkte med maskinen. En tredie maskintype er induktionsmaskinerne; ved disse ma- skiner er baade ankeret og feltet faststaaende. Den elektromotoriske kraft frembringes i denne type derved, at feltet varierer mellem nul og maximum, idet samtlige poler har samme polaritet, d. v. s. enten bare nordpoler eller bare sydpoler (Unipolar sy stem) i modsætning til det bipolare system, der ovenfor er beskrevet, og hvor feltet varierer mellem et positivt og et negativt maximum. Ved bipolarmaskinerne forandres kraftlinjeintensiteten i løbet af 1 -y periode fra + 0 til — P, d. v. s. om 2 <P. Ved en unipolarmaskine forandrer intensiteten sig fra <P til rj (p, hvor er kraftlinjespredningen mellem polerne. Altsaa for- holder feltintensitetforandringen ved de to typer sig som 2 1 — g