Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

106 Vexelstrøm-Synkrongeneratorer og motorer. ikke i betragtning ved frembringelsen af den elektromotoriske kraft. Det ligger nu nær at tro, at man kunde forhøie det procentuale antal virksomme ledere derved, at man lod polerne omslutte f. ex. 95% af ankerperiferien; herved vilde polhjørnerne imidlertid komme hinanden saa nær, at det mellem dem frembragte spredningsfelt vilde være meget ugunstigere for virksomme ledere. I praxis varierer det 80 % af ankerperiferien. Hvordan ringviklingen tisk fig. 62. Fra tre punkter, med en gjensidig afstand af 120°, fører ledningerne til forbrugerne. Har maskinen p polpar istedetfor, som i dette tilfælde, et, saa forbinder man punkter med en afstand 120 J 1 • 1 . med maskinklemmerne. P maskinens funktion end tabet af de 30 % procentuale polomfang mellem 65 % °£ forbindes ved trefasestrøm, viser skema- Fig. 62. Som man ser af fig. 62, er denne maskines vikling en triangelvikling. Vil man adføre maskiner med stjerne- vikling, saa kan forbindelsen ske, som vist i fig. 63, ligeledes for en topolet maskine: Tre af viklingens ender er forbundne med hverandre og danner maskinens nulpunkt; de tre frie ender fører til den ydre strømkreds. Ringviklingerne har den fordel, at de giver vexelstrømmen en sinus- formet kurve; derfor kan man, ved beregning af maskiner med ring- faktor = 2,22. vikling, sætte den kapp’ske lingen, naar vi fraser de øvrige dele ved maskinen, billigere at fremstille end de følgende viklingsarter. Derimod er den vanskelig at befæste, og den diamagnetiske afstand mellem maskinpolerne og ankeret er betydelig, da de ovenpaa ankeret liggende kobbervik- linger har en permeabilitet = 1. Ligeledes er ringvik- 2. Trommelviklinger. Trommelviklingernes opfinder var Siemens & Halskes bekjendte ingeniør v. Hefner-Alteneck. Den væsentligste forskjel mellem