Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

Ankerviklinger. 107 Fig. 63. trommel- og ringviklingerne bestaar deri, at trommelviklingens samtlige ledere er anbragt paa ankerets periferi. Skal de enkelte lederes EMK summeres, saa maa en leder, der f. ex. befinder sig under en sydpol, for- bindes med en, der befinder sig under en nord- pol. Efter denne forbindingsmethode opstaar to viklingssystemer: Serieviklingen og sløifeviklingen. Ved serieviklingen forbinder man en under en nordpol liggende leder med en under den nærmestliggende sydpol, og denne igjen med en under den næstfølgende, nærmestliggende nordpol o. s. v. Ved sløifeviklingen forbinder man en under en sydpol liggende leder med en under den nærmestliggende nordpol, og forbinder saa denne med en leder, der ligger under samme sydpol som den, hvor- fra man gik ud o. s. v. Af disse to viklingssystemer interesserer os, ved behandling af vexelstrørnmaskinerne, kun serieviklingen. Det er klart, at man ikke saa ganske uden videre kan gaa igang med at forbinde lederne fra pol til pol, men at viklingen maa underügge et mathematisk viklingsudtryk, og at dette maa indeholde en størrelse, der siger os, hvor mange ledere der skal ligge mellem to saadanne, som skal forbindes med hinanden. Er det totale antal ledere paa ankerperiferien = N, og har maskinen p polpar, saa er det antal ledere, der befinder sig mellem to palmitter: t Denne formel lader sig ikke direkte anvende som viklingsformel; thi man vilde, naar man med viklingen naar tilbage til den pol, hvor- fra man gik ud, paatræft'e den samme leder, med hvis ene ende man begyndte viklingen. For at undgaa dette, sætter vi 7V+2 1 2p (53) eller N= 2 p . a 4- 2 J I denne formel er a det midiere viklingsskridt, og maa være et tal, der ikke er deleligt med to.