Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

160 Vexelstrøm Synkrongeneratorer og motorer. med andre ord: Spændingerne er koblede efter hinanden. Heraf følger, at den forskyvningsvinkel, under hvilken fasespændingerne sættes sammen til en hovedspænding, er: 18(E + 120° -= 6‘0° eller 30(E kurve 1 og 3. Man Fig. 107. Som det fremgaar af fig. 107, er forskyvningen mellem 2 og 2’ 60°. Adderer vi 2 og 2’, saa erholder vi hovedspændingens kurve- form II, der, som man ser, er en sinuskurve. Om rigtigheden heraf kan man overbevise sig ved at spalte fasespændingens kurve i dens to bestanddele (E . sin co t og Æ, . sin 3 . co t), der er gjengivet i fig. 107, ser, at oversvingningerne gjensidig ophæver hinanden; tilbage bliver altsaa kun grundsvingningerne, og disses resul- terende kurve er en sinuslinje. Ganske det samme resultat erholder man, naar fasespændingerne har spidse kurver, hvis formel er: e = E . sin co t — E3. sin 3 . co t (b) Ogsaa her ophæves oversvingnin- gernes virkninger, og hovedspændingens kurve har sinusform. Arbeider saadanne maskiner paral- lelt, saa er kurverne i udjevningsstrøm- mens strømkreds rene sinuslinjer, og som følge heraf kan udjev- ningsstrørnmen ikke opslaa ved samme magnetisering; heller ikke i tilfælde af, at den ene maskines kurve forfølger ligning (a), den anden (b) eller den fuldkomne sinuslinje. D. Pendelsvingninger. Er driftsmaskinens omfangskraft ikke konstant (som ved turbiner), men svinger den periodisk som ved dampmaskiner, gasmotorer o. s. v, saa udfører dynamoens polbjul en over dens synkrone periferihastig- hed lagret svingning. Forskyvningsvinkelen a mellem ankeret og feltpolernes midt- linjer er ikke mere ved en bestemt belastning konstant, men «o = « + A « Elongationen /\ a er en funktion af tiden A A • t /\ a — /\ amax . sin —