Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

Fig. 109. Ißß Vexelstrøm-Synkrongeneratorer og motorer. værende fasemeter viser 0 og amperemetret et minimum; flyttes shuntregulatoren, foraarsager dette kun wattløse strømme. Ligeledes bør der paasees, at ligestrømssiden aldrig er tilkoblet, før maskinen har naaet synkronismus, da der ellers kan gaa vexelstrømme, der er skadelige for instrumenterne, over fra vexel- til ligestrømssiden. Spændingsreguleringen har, som ovenfor nævnt, hidtil været om- formerens svage punkt. Forudsætter man en konstant primærspæn- ding, saa er sekundærspændingen og hermed ogsaa ligestrømmens spænding konstant. Til spændingsregulering anvendes i almindelighed tre inethoder: 1. Spændingsregulering ved udkob- ling af transformatorens sekundær- vendinger (fig. 109). 2. Spændingsregulering ved selvin- duktionskompensator. 3. Spændingsregulering ved tilsæt- ningsdynamo. Den første methode er uden videre forstaaelig og fremgaar af fig. 109. Spændingen er proportional det ind- koblede antal vindinger; som man kan forstaa, er denne regulerings- methode meget bekvem og anbe- falelsesværdig for anlæg, hvor der kun kommer smaa strømstyrker — indtil 20 amp. —til anvendelse; for større anlæg med strømstyrker paa 1000 amp. og derover er det klart, at venderne v± v2 v3 vilde antage betydelige dimensioner, da de har at føre den samlede maskinstrøm; ligeledes bliver lysbuen mellem kon- taktstykkerne i de fleste tilfælder staaende, naar man ikke anvender magnetiske blæseapparater, for ikke i deu udkoblede spoledel, som følge af saaledes, at der kan blive fare for et isolationsgjennemslag. Methode no. 2 er et meget yndet spændingsreguleringssystem. I serie med transformatorens sekundærvikling er indkoblet en selv- at tale om, at spændingen selvinduktionen, vilde voxe