Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

Roterende transformatorer. 167 Fig. 110. induktionsspole med spændingen fig. 110; e er den konstante transformator-sekundærspænding, den 90° efter es ilende strøm og et den i omformeren herskende spænding; forandres nu feltets intensitet X til saa ser man, at strømmen (z2) iler foran maskin- spændingen; sammensat med e er den nu i omformeren her- skende spænding e2. Fig 109 fremstiller en topolet/dreiestrøm-ligestrøm-omforrner med spændingsdeler. Fra transformatoren T strøm over vt v2 v3 til kontaktringene 7, 2 og 3. Segmentet diametralt over- for 3’s segment 3’ er forbundet med en fjerde kontaktring; fra denne kon- taktrings børste og 3’s børste fører ledninger til drosselspolen 7)s. Ifra dennes midte fører maskinens O-ledning; medens der f. ex. mellem ligestrøm- børsterne -j- og hersker en spæn- ding af 220 volt, hersker der mellem 0 og resp. 0 og 4- kun 110 volt. Den gjennem l)s passerende strøm er = z; er e± maskinens ligestrømspæn- ding, saa er den spænding, som hersker mellen? a og b: ei l) &s — ,___ ^2 Er spolens selvinduktion L, saa er: -^= = 2x.™L.i }2 tilføres omformeren dreie- ei Da denne strøm kan antages som bekjendt, saa er ogsaa selv- induktionen bestemt og dermed drosselspolen J)s s dimensioner. Er transformatoren Ts sekundærvikling koblet i stjerne, saa kan man direkte forbinde nullederen med dennes nulpunkt. Den tredie reguleringsmethode er følgende: 1 serie med ligestrømssidens -J- eller minuspol kobler man en liden ligestrømsdynamo, der, da den er forbundet i serie med om- formeren, maa kunne føre den samlede maskinstrøm, men hvis *) Se side 168.