Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

Vexelstrømme i selvinduktion og ohmsk modstand. 31 B. Vexelstrømme i selvinduktion og ohmsk modstand. Fig. 16. 4- ø til 4- den E. AI. K. Tænker man sig en jernring, forsynet med traadvindinger, der ifølge ydre kræfter, hvis natur er os ligegyldig, fører et konstant felt ø, saa opstaar der i vindingerne ingen E. Al. K., da feltets kraft- lin jeintensitet ikke forandrer sig. Har derimod feltet det ved kurve <p fig. 16 karakteriserede forløb (sinus- linje), saa opstaar der i vindingerne en E. AI. K., der i ethvert øieblik er den momentane kraftlinjeændring proportional. Fra A til B aftager kraftlinieinten- siteten med konstant hastighed fra maa altsaa under dette holde en konstant værdi. Fra B til C til- tager kraftlinjeintensiteten med den samme hurtighed, som den før — fra A til B — aftog; følgen heraf er, at den E. AI. K. vil være den samme som forhen, men med det modsatte fortegn. (Se E AI. K.- kurve fig. 16). Man ser altsaa, at der mellem felt og spænding er en faseforskyoning af 90°. Fig. 17. K I fig. 17 er Al en vexelstrøm- maskine, R en ohmsk modstand — f. ex. glødelamper — og L en selvinduktion, i dette tilfælde en jernring forsynet med vin- dinger. Vi vil nu undersøge, hvor stor spændingen er ved den ohmske modstand og selv- induktionens klemmer. Som det fremgaar af fig. 17, er strøm- men i selvinduktionen og den ohmske modstand den samme, da begge er koblede i serie. Betegner vi med Jr strømmen i R og med Jstrømmen i L, saa er Er kan vi uden videre beregne ifølge Ohms lov: Er=J.R W For at kunne beregne selvinduktionens klemrnespænding vil vi foreløbig antage følgende: