Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter
Forfatter: Carl Fr. Holmboe
År: 1903
Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag
Sted: Kristiania
Sider: 194
UDK: 621.30
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
62
Vexelstrømproblemernes grafiske og analytiske behandling.
i A strømmen i fase (vikling *) A, i B strømmen i fase B og i C
strømmen i fase C, saa ser man af fig. 35, at
k = = I
i, = iB = i
— i ( — J
Betegner vi de strømme, der er karakteriserede med index A,
B og C som fasestrømme og strømmene med index f 2 og 3 som
hovedstrømme, saa er i dette tilfælde fasestrømmene lig hoved-
strømmene.
Som vi ved, fører III’ de tre strømme z1? z2 og z3’s geometriske
sum; adderer vi i fig. 37 L -|- 4], saa ser vi af figuren, at
4 + 4 = — 4 °g at — 4 + 4 = °-
Er alle tre faser lige belastet, saa fører lederen Ill’strømmen 0;
altsaa kan man borttage III’ og kortslutte klemmerne 2, 3 og 5
(fig. 35); enhver af de tre ledere I, II og III overtager nu efter tur
tilbagelederens rolle.
Er faserne ikke lige belastet, og er der ingen nulleder forhaan-
den, saa er det klart, at der i systemet vil opstaa en «presning»,
d. v. s. den strøm, der under normale, ligebelastede tilfælder uden
vanskelighed vilde finde sin vei gjennem den ene, i øieblikket som
tilbageleder benyttede ledning, vil nu forsøge at trænge tilbage gjen-
nem en af de som «fremleder» benyttede ledninger.
Ogsaa fasespændingerne e2 og e.A er forskjellige ved den
ulige belastning, da spændingstabet i de enkelte ledninger (masker)
paa grund af de ulige strømforholde er forskjellige.
Vi vil nu undersøge, hvor stor spændingen er mellem I og II,
II og III og III og I, fig. 35; thi det er forstaaeligt, at denne spæn-
ding, eller om man vil, disse spændinger, ikke kan være lig den til-
svarende fasespænding.
Betegner vi spændingen mellem 1 og II med E (hovedspænding),
saa ser man, at E er lig potentialdijferencen mellem A og Cs
fasespændinger.
Er A's fasespænding = et og Cs fasespænding = e3, saa er-
holder vi er og e3’s geometriske differens, idet vi multiplicerer f. ex.
med (— 1), og derpaa adderer den saaledes erholdte vektor med et.
es . (— 1) = — (se fig. 37).
*) Bestaar i dette tilfælde kun af en virksom leder pr. fase med tilhørende til-
bageleder.