Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

91 som i 1840 har solgt Kongen det Dverste af Bjerget og Jorden vag begge Sider af Beien, der forer derop. Har man nu naaet den næsten nøgne, kullede Top, gaaende, ridende eller kjorende, thi det kan skee lige let paa alle Maader, saa overraskes man af den mest henrivende Udsigt — hvis Veiret er klart. Men desværre, det synes, som om Naturen i denne Egn ret ofte finder sin Glæde i at tilflore sine Yndigheder og spotte den skuelystne Reisende: en fiin Støvregn opfylder Luften, en klam Taage indhyller Alt i Dalen og udjævner baade Skov og Vang og So til et formlost Chaos, hvori det spejdende Die ikke formaner at opdage een eneste af de skjonne Enkeltheder, som man veed, skjuler sig derunder: skuffet og mistroslig vender Vandringsmanden tilbage, for i den smukke og velindrettede 2\ye Kro at oppebie et gunstigere Veir. Dette kan hastigt forandre sig: Regnen ophorer; Skyerne hceve sig og fordele sig; de give saaledes Plads for Middagssolens varmende og oplivende Straaler, der smulte igjennem deres Rifter og bane sig Vei ned til det graalige Taagehav, som de i en vidunderlig kort Tid oplose t usynlige Dunster, der adsprede sig i Luften. Med fornyet Haab giver den Reisende sig alter paa Veien, det gaaer ikke saa rafl, som da han forste Gang ilede til Bjergets Top med spændt For- ventning om alt det Skjonne, han skulde faae at stue, men see! ankommen til det Dverste, studser han ved Betragtningen af det stille, men yndefulde Landskab, der ligger udbredt for hans Blik; han har ikke tabt, nei, han har vundet ved denne Opsættelse: Solen er imidlertid kommen til at staae i Vest, og det er i denne Belysning, man stal see dette Nundmaleri, naar man ret vil nyde dets Skjonhed. Umiddelbart ved Bjergets Fod ligge de venlige Indsoer, med enkelte grønne Holme, ligesom svømmende paa deres speilblanke Overflade; — lysgronne Bøgeskove bekrandse deres Bredder og fordele sig over det omgivende Land i storre eller mindre Partier og Skovhoveder; — Side om Side ligge Laildmandens Agre med de utallige Afvexlinger i Farve og Udseende, som ere Folger af Soedarternes Forskjellighcd og deres Modenhedstilstand, og tæt op til den gronnende Græsmark støder den triste bruunlige lynghede, der netop ved sin Modsætning bidrager til at forhoie Landskabets Skjonhed. Dog, Pennen for- maaer ikke at skildre Naturen, den kan alene afridse et »rfuldkomment