Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

362 af de øvrige Foderarter, men hver Art paa sit Sted, eller i sin Jordbund. Spergelen tillægges i Jylland, ligesom et fjært Barn, mange Navne, f. Ex. Hom, Gjer, Mug og Fro xar ’e^O'/rp, men deraf maa man dog ingenlunde flutte, at den yndes meget eller dyrkes almindeligt. Og dog giver Naturen ligefrem Anvi'isning til dens Dyrkning. Den groer nemlig i vild Tilsand næsten overalt, hvor Jorden er løv og sandet; den kommer med stoiske Villighed frem af sig selv, ofte hvor man mittdst oilskede den, og er saaledes især Boghveden en flem Mot stander; man har nemlig i de senere Aar meget hyppigt hostet næsten alene Spergel, hvor man havde saaet Boghvede. Mett, maa man nu erkjende denne Foderurts Nytte til Ho, til Sommerstaldfodring og til at forberede Jorden for Rugen, seer man endvidere hen til, at, omendstjoudt den vet groer bedst til i god Jord, faa trives deil dog ettdnu ret vel i saadanne Jorder, der ere for lose til Klover og for magre til Bog- hvede, saa synes heri at ligge stærke Opfordringer til at ittdfore Spergelavlen i Skanderborg Amts vestlige Halvdeel i langt storre Udstrækning, end den hidtil har fundet Sled, saameget mere, som Boghveden især i disse Egne er saa særdeles mislig og Hoavlen ittgenlunde allevegne er rigelig. Spergelen bor saaes sidst i April eller forst i Mai, helst kort efter eller under en mild Regn, i en Jordbund, som maa være sker og velbearbeidet, og flaaer da sjelden eller aldrig feil. Grou nedploiet kan den anvendes istedelfor Cjoofte til at berige Jorden med Muld; gron afhugget afgiver den et sundt og godt Foder især for Koer, Faar og Sviin, men vrages af Heste; naturligviis kan man ogsaa lade den afgræsse; giort til Ho er den et ligesaa herligt Foder for alleflags Kreature, skjondt mindre for Heste, og kan saaledes meget vel bode paa Mangel as Engho. Ogsaa Frøet anvendes, i kogt Tilstand og blandet med alt Affald, med Nytte til Svinefode. Som Grøntfoder taaler Spergelen bedst af Alle at ligge i Dynge, thi de»s naturlige Olierighed hindrer den i at fordærves, endog naar den bliver varm; man behover kun at ryste de gronne Planter fra hverandre, og de ædes, efter ot være blevne kolde, lige begjærligt af Koerne, hvilket ei er Tilfældet med andet Grontfoder. Men Spergelen er vanskelig at hoste til Ho i vaadt Veir, thi det er tungt og fedt, og det maa vendes med storsle