Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

475 for Faarene, inden den forste Foraarsploining, da de med Vegjerlighed æde den frodige Agerkaal, som derimod vrages af de store Kreature. I Hede - Egnen gaae Faarene ude næsten hele Vinteren og nære sig paa Lyngen; kun et Par Maaneder holdes de inde og rogtes da med Rivelse og Voghvedefoder, samt Nughalm og ung Lyng, gierne i 2 a 3 Givter om Dagen; som en Folge af knapt Foder oz flet Rogt, især om Vinteren, bukke de under for mange Svg- domme. Der siges, at Boghvedefoder efter Kyndelmisse skal være Faarene skadeligt, især naar det blandes med utærsket Spergel, thi Spergelfroet, nydt i nogen Mængde, er næstett en Gift for Kreaturene. Hvad Faarestaldcne angaaer, da har Forfatteren ikke truffet Noget, der er værdt at bemærke, i det Mindste ikke Noget, der er værdt at rose. Kun ved Mattrup - Parcelgaard har Forfatteren sect en hoi, lys og rummelig Faarestald opfort af Grundrnuur. I). S v i i n. Om disse Dyr have vi ikke Meget at sige; de udgjore ikke en saa væsentlig Deel af Besætningen, at vi have kunnet skjenke dem nogen synderlig Opmærksomhed. At vi iovrigt hermed ikke have villet sige Noget til Svinenes Forkieinelse, er en Selvfølge; de ere nyttige Dyr, som ofte kunne bringe god Fordeel. Det egentlige jydffe Sviin udmærker sig ved en langstrakt Krop, en krum Ryg, hoie Been og hængende Drer. Det pleier, naar det er fedt, i 2det Aar at veie omtrent 20 Lpd. Det er sædvanligviis hvidt, dog gives der ogsaa plettede og sortbrogede, ja enkelte ganske sorte, som ere mindre end de andre, og formenes at nedstamme fra en eller anden So, som i ældre Tider kan have parret sig med Orner af Vildsviin, med hvilke de have megen Lighed. De sortplettede Sviin foretrækkes af Mange for de hvide, dog beroer deres Fortrin nok mest paa tomme Indbildninger. — Ogsaa Svineracett i dette Amt er bleveri noget blaildet. Saaledes kom for endeel Aar siden fra Sjælland nogle smaa, lavbenede Sviin af engelsk Race tilbinding (Tprsting Herred), hvorfra endeel atter udbredtes i Omegnen, da man fandt sig vel tjent med dem. De vare nemlig trivelige og billige at holde, og vare saaledes især skikkede for de Egne, hvor der kun er liden Malkning. Men Mollere og Bestyrere af større