Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

607 kom lige ind i Byen, for at soge Næring, — og om Himmel- bjerget fortælles der, at Hjortene, for at undgaae Jægernes Efter- ftræbelser, tidt sogte deres Tilflugt paa dets Top, hvor de aflagde mange Takker, som af Bønderne paa visse Aarsens Tider bleve op- samlede. Men, har det end været en Lyst for den Veifarende, at skimte tætte og talrige Ruller af stort og smaat Vildt græssende roligt paa Skovsletterne eller iilsomt flygtende imellem Skovenes Stammer, — har det end været et herligt Tidsfordriv for jagtlystne Konger, Lehnsmcend eller Godseiere, at forfølge den ængstede Kron- hjort tilhest, indtil den aandelos styrtede for deres Fodder — saa var det i Sandhed ingen Lyst for Bonden, at see sin Kornager afcedt ofte paa een eneste Nat, uden at turde nedlægge de ubudne Gjcester, ligesaalidt, som at faae den Rest af Seed, Dyrene havde levnet, nedtraadt af talrige Jægere med deres hele Slæng as Heste og Hunde. Dog, vi skulle ikke opholde os ved et Billede, der næsten har noget Oprorende for Tanken og Folelsen; Enhver, der kjender lidt til Bondestandens Historie i vort Land, veed ogsaa, hvad den har maattet lide i denne Henseende. Nuomstunder er Vildtstanden kun ringe i Skanderborg Amt, hvilket vil fremgaae af de folgende Oplysninger; især erden formindflet betydeligt, siden den nye Jagtlov kom ud. —- Tilforn gjaldt, med Hensyn til Jagt-Overtrædelser, Lovens 5—10, 25—41 §§, For- ordningen as 18de April 1732, samt en Mængde senere tilfoiede Bestemmelser, saa at Jagtlovgivningen i det Hele var meget ind- viklet. Der skjelnedes imellem, om ulovlig Jagt blev udovet i de kongelige Vildtbaner, eller paa Privates Eiendomme, om det var paa Fælled eller paa Enemærker, ligesom der og toges særligt Hensyn til, af hvem Jagten var bleven udovet, — kun det var et charac- teristisk Soerkjende for vor ældre Jagtlovgivning, nt Straffene stode i et steigende Misforhold til Overtrædelserne. Men vor nuværende Konge har ogsaa i denne Retning erhvervet sig et grundet Krav paa Landalmuens Taknemmelighed, „idet Han, ifolge Andragende fra begge Forsamlinger af de danske Provindsialstcender, har fundet for godt, i en almindelig Anordning, af 20de Mai 1810, at samle de hidtil adspredte Lovbestemmelser om Jagten i Danmark, og derhos at give disse saadanne Forandringer, som ere befundne at stemme