Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: J.C. Schythe

År: 1843

Serie: Syttende stykke

Forlag: J.D. Qvist

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 749

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 769 Forrige Næste
609 gjorde overordentlig lu eg en Skade paa Kornet, ere nu trængte langt ned imod Syd til det Lauenborgske, og kun enkeltviis ere de i nyere Tider trufne i det Holskeenske og Slesvigske. I Skovene paa Mattrup Gods vare der i gamle Dage ikke faa Vildsviin; efter dem har endog en Dal i Engmarkskoven, som endnu til- horer Mattrup, faaet Navn af „Svinedalen", da Dyrene gjerne opholdt sig der; men 1792, altsaa netop for 50 Aar siden, blev det sidste Vildsviin skudt, og allerede Ionge fortæller, at der til hans Tid forekom kun faa af disse Dyr hist og her. Ræve ere meget hyppige overalt. Medens disse Dyr af Forst- mand regnes til dem, der gjore mere Skade end Gavn, ere flere Landmænd tilboielige til at hylde den modsatte Mening, da de hindre Markmusene og deslige skadelige Smaadyr i at tage Over- haand. Brokker eller Grævlinger ere heller ikke sjeldne. De siges at danne sig Huler under Ahlen, og gjore Gavn ved at rense Jorden for Orme og Jnsecter. Medens Raadpr findes saagodtsom overalt, hvor der gives nogen storre sammenhængende Skovstrækning, hore Rronvildt og Daavildt til Sjeldenhederne, da de kun forekomme i aabne Vildt- baner paa Distrikterne Frpsenborg og Silkeborg, hvor de ere fredede. Kun et enkelt Stroifdyr af stort Vildt kan forvilde sig fra diose Godsers mægtige Skove, men bliver da snart et Bytte for en eller anden af de mange Efterstræbere, som den nye Jagt- lov har sat i Virksomhed. Som en ret interessant Mærkelighed skulle vi ikke forglemme at anføre, at der i Selbpgaards Skove sindes hvide, blissede, brogede eller skimmelblaae Raadyr, fremkomne ved Udartning af Afkommen af en hvidblisset Buk, som for en Snees Aar siden levede i Skoven. — Jagten paa Mattrup Gods er næsten ganske hævet; af stort Vildt er der Intet tilbage, og af Raadyr kun 30—10 Stke., da næsten Alt er bortskudt for de vidtloflige, unge Plantningers Skyld. Men da det hele store Mattrup Stamgods existerede, da var Jagten særdeles betydelig, da kunde man i den saakaldte Mattrup-Nsrreskov, der indbefattede Veiling- og Additsb'ove med Mellemliggende, ei sjelden see 30—10 39