Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning
Forfatter: H.V. Lund
År: 1888
Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 158
UDK: 631(09)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Den ældste Tid. 5
ning. Først senere, da Forskellen mellem Adelbyen og
Torpen forsvinder ved de fri Selvejeres Undergang og Un-
dertrykkelse, bliver disse Jorder dyrkede ligesom den op-
rindelige Bymark. Hvor mange saadanne Torper der har
været i Landet, vidos ikke bestemt, men alle Bynavno, som
onder paa .—torp, —strup, —drup eller —rup har hørt
hertil foruden mange flere.
Ud af disse Adelbyernes fri Bønder er Kongerne ud-
gaaede. Fra først af Hovedet for en enkelt Slægt blev han
Hovodot for flere Slægter, for flere Byer eller for en mer
eller mindre afsondret Landsdel. Efterhaanden forenede han
dermed Offerpræstens (Godens) Værdighed, blev Dommer
og Fører i Krigen, naar de andre Bønders Tillid kaarede
ham dertil; thi hans Magt var aldrig arvelig. Af de Bønder,
der var ham undergivne valgte han sin Hird, cl. v. s. de
Mænd, der nærmest dannede hans Beskyttelsesvagt og altid
skulde være redo til at følge ham, og desuden de Raad-
givere eller andre Mændj han havde Brug for til at styro
sit lille Rige. Men enten de var det ene eller andet, var
og blov de Bonder, som maaske kunde have lidt mere An-
seelse, mon ikke større Rettighed end enhver anden fri
Bon do.
Kongens Magt beroede blot paa hans personlige Ind-
flydelse og Anseelse. Intet nogenlunde vigtigt Anliggende
kunde afgøres uden Bøndornes Samtykke paa Tingo, og den
Konge, der ikke vilde rette sig efter Bøndernes Bestem-
melse, kunde sige, at lian havde regeret sin længste Tid.
Regelmæssige Skatter kendte den ældsto Tid ikke, og blev
det nødvendigt at paalægge Folket en Byrde, da kunde det
kun ske ved, at Kongen paa Tingo begærede og fik Bønd-
ernes Samtykke dertil. At ville tvinge en saadan Afgift
igennem mod Folkets Vilje, var ikke meget jaadeligt for
Kongen. Man lod sig ikke nøje mod at protestere, hvis
Kongen eller hans Folk vildo tage selv; nej man satte
haardt mod haardt, og det blev da i Regelen Kongen og
hans Folk, der trak det korteste Straa.
Don vigtigste Forpligtelse, som paahvilede Bønderne,