Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Den ældste Tid. 5 ning. Først senere, da Forskellen mellem Adelbyen og Torpen forsvinder ved de fri Selvejeres Undergang og Un- dertrykkelse, bliver disse Jorder dyrkede ligesom den op- rindelige Bymark. Hvor mange saadanne Torper der har været i Landet, vidos ikke bestemt, men alle Bynavno, som onder paa .—torp, —strup, —drup eller —rup har hørt hertil foruden mange flere. Ud af disse Adelbyernes fri Bønder er Kongerne ud- gaaede. Fra først af Hovedet for en enkelt Slægt blev han Hovodot for flere Slægter, for flere Byer eller for en mer eller mindre afsondret Landsdel. Efterhaanden forenede han dermed Offerpræstens (Godens) Værdighed, blev Dommer og Fører i Krigen, naar de andre Bønders Tillid kaarede ham dertil; thi hans Magt var aldrig arvelig. Af de Bønder, der var ham undergivne valgte han sin Hird, cl. v. s. de Mænd, der nærmest dannede hans Beskyttelsesvagt og altid skulde være redo til at følge ham, og desuden de Raad- givere eller andre Mændj han havde Brug for til at styro sit lille Rige. Men enten de var det ene eller andet, var og blov de Bonder, som maaske kunde have lidt mere An- seelse, mon ikke større Rettighed end enhver anden fri Bon do. Kongens Magt beroede blot paa hans personlige Ind- flydelse og Anseelse. Intet nogenlunde vigtigt Anliggende kunde afgøres uden Bøndornes Samtykke paa Tingo, og den Konge, der ikke vilde rette sig efter Bøndernes Bestem- melse, kunde sige, at lian havde regeret sin længste Tid. Regelmæssige Skatter kendte den ældsto Tid ikke, og blev det nødvendigt at paalægge Folket en Byrde, da kunde det kun ske ved, at Kongen paa Tingo begærede og fik Bønd- ernes Samtykke dertil. At ville tvinge en saadan Afgift igennem mod Folkets Vilje, var ikke meget jaadeligt for Kongen. Man lod sig ikke nøje mod at protestere, hvis Kongen eller hans Folk vildo tage selv; nej man satte haardt mod haardt, og det blev da i Regelen Kongen og hans Folk, der trak det korteste Straa. Don vigtigste Forpligtelse, som paahvilede Bønderne,