Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Den ældste Tid. 11 og Lovgivningen. For den ældste Tids Vedkommende, da der endnu ikke var nogen anden Stand, følger det af sig selv. Men endnu længe efter var en Lov ikke gyldig, naar den ikke blev vedtaget paa Tinge af »den menige Almue«, og paa Danehoffene, der i mange Tilfælde baade i Rets- spørgsmaal og Lovgivningsspørgsmaal var øversto Instans, modte Bonden og stemte. Jydske Lov, der blev givet af Valdemar Sejr og vedtaget som gældende for Jylland (der- under modregnet Sønderjylland) og Fyn, siger derfor ogsaa udtrykkelig: »Den Lot', som Kongen giver og alt Landet tager ved, den ntaa han ej ophæve eller forandre uden Landets Vilje, medmindre den er aabenbar mod Gad, og selv da maa han ikke forandre den uden Landets Vilje.« Retsvæsenet lier i Landet var tidlig udviklet, og den Maade, hvorpaa Staten var bleven samlet og havde torenet sig, medførte ganske naturlig de forskellige Domstole: lierredsting, Landsting og Kongens Ting, der nærmest kan sammenstilles med Underret, Overret og Højesteret. Det var vel navnlig paa Herredstingene, at Bondorne kom til at udøve Dommermagt, skønt det ogsaa kunde ske paa Landstingene, i det mindste i den ældre Tid. Dommerne paa Herredstingene var Nævninger éller i Jylland og Fyn ogsaa Sandemænd. Nævningerne valgtes for hvert Herred, og skulde under Ed erklære den anklagedo tor skyldig eller uskyldig. 1 hver Sag dømte som Kegel 12 Nævninger. Disse valgtes i Skaane og Sjælland af Sagsøgeren, i Jylland af Kongens Foged eller af Bønderne, men don saggivne eller anklagedo kunde af dem forkaste nogle, som han ansaa for sine personlige Uvenner; thi han havde Ret til at for- dre ot »uvilligt Nævn«. Nævningerne fik ingen Godtgørelse for deres Arbejde, og kun Selvejerbønder kunde vælges dertil, Fæstoro ikke; Brydere og Gaardsiddere kunde der paa Grund af deres Oprindelse ikke være lalo om. Sandemændene valgtes af Kongen til livsvarige Dommere, 8 Selvejere (ikke Fæstere) i hvert Herred. De havde lige som Nævningerne blot at dømme om den anklagedes Skyl-