Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

12 Den danske Bondes Traddom og Frihed. (lighed eller Uskyldighed, og i Modsætning til Nævningerne tik do Godtgørelse for deres Rejser til Tinget. Medens Fæsterne altsaa ikke kunde blive Nævninger eller Sandemænd, uagtet do ellers i Lovene kaldes en »hæderlig Stand« og næsten i alt andet var lige stillode med Selvejerne, kunde de derimod godt være Mededsmcend. Dotte var en ganske særegen Institution, der var i høj Grad afholdt af Folket, og allerede fandtes i Knud don stores »Vitterlagsret« eller den Lov, som gjaldt i Kongens Gaard og for Kongens Mænd. Var der nemlig ikke til- strækkelige Beviser, navnlig Vidner, mod den anklagede, kunde denne fri sig ved Benægtelsesed, naar denne støttedes ved, at et vist Antal uberygtede Mænd aflagde Ed paa, at do ansaa den anklagede for uskyldig. Alt efter Sagens Natur var Antallet af »Mededsmænd« forskelligt, 3, 6, 12 (»Tyltered«) indtil 3 Gange 12. Det var Harald Hejn som i den danske Rettergang indførte Bonægtelsesod mod Med- edsmænd, og et af de bekendteste Tilfælde, hvor demio blev brugt, er, da Valdemar Sejrs Son Abel tilligemed 24 Riddere sværger sig fri for at havo myrdet Erik Plov- penning. Lige til Midten af det 17de Aarhundrode, altsaa til henimod Enevoldsmagtens Indførelse, synes denne In- stitution at have holdt sig. Indtil ind i det 12te Aarhundrode staar Bondestanden i alt væsentligt fri og i Besiddelse af alle gamle Rettig- heder. Men fra den Tid begynder Tilbagegangen. Selv- ejerbonden forsvinder nier og mer og bliver Fæster, sam- tidig med at Standen berøves den ene Frihed efter don andon. I Jylland holdt Selvejerne længst Stand, paa Øerne maatte do vige hurtigere. Hvilko Forhold, der bevirkede dotto, skal det folgende Afsnit vise. MB - - AKA 1 I il—fill T ~