Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

—-——I—™ Erik Menved. Kristoffer den anden. 23 sig til at betale en aarlig Skat, Guldkorn, fordi der skulde ydes to Skæpper Korn for hvert Stykke Jord, som havde 1 Mark Gulds Værdi; de skulde opføre 4 faste Slotte, for at Kongen for Fremtiden lettere kunde holde dem i Ave, og der blev fastsat Dødsstraf for enhver, der sammenkaldte noget Landsting »mod Kongens Vidende og Vilje«. Den mislykkede Opstand skulde naturligvis ikke bevæge Kongen til at formindske Folkets Byrder. Han paalagde tværtimod ny: 1316 en Plovskat af 1 Mark Sølv paa hver Plov, 1317 Tiendedelen af alle Indtægter, 1318 en ny Plovskat af Mark Sølv paa hver Plov, og 1319, kort før sin l)od, en Plovskat af samme Størrelse. Og trods alle Skatter og Afgifter, trods det, at Folket forarniedes, ødslede Erik Menved i den Grad med Penge, at, han maatte pantsætte store Stykker af Landet. Ved sin Død raadede Kongen i Virkeligheden heller ikke over andet ond Sjælland, Nørre- jylland og noget af Blekingen. Hans Broder og Efterfølger Kristoffer den anden havde ikke Evner til at frelse Landet under disse Forhold. Han fulgte til Dels Broderens Eksempel ved ukloge Krige og yderligere Pantsættelser af Landsdele. Dette frembragte en yderligere Undertrykkelse af Bondestanden. De holstensko Grever var ikke milde Herrer, og de havde kun den Inter- esse at drago störst mulig Fordel af Panterne. Bønderne blev mer og mer forarmede og derved niere ude af Stand til at kæmpe mod Trykket. Det er næsten ubegribeligt, at do ikke bukkede aldeles under, ja at do endog rejste sig og kom lidt bedre til Kræfter trods de Ødelæggelser, den sorte Død i 1348 bragto ovor Landet, der mange Steder næston blev mennesketomt. Hvorledes denne sørge- ligo Tid havde hjulpet til at indskrænke Bondens Frihed, fremgaar af Kong Olufs Haandfæstning af 1375, der ud- trykkelig stadfæster Brydernes og Fæsternes Ret til efter forudgaaende lovlig Opsigelse at forlade den Ejendom, de bestyrede eller havdo i Fæste, og bogive sig, hvorhen do vilde. En saadan Bestemmelse havde ikke været nød- vendig, naar der ikke forud var gaaet meget stærke Over-