Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet

13 Til armeret beton kan benyttes almindelig sam- mensætning av cement, sand og puksten, men som oftest benyttes singels istedetfor puksten, hvilket er at foretrække. Blandingsforholdet bør sjelden være svakere end 1:3:5. Beton i blanding 1:5:7 kan belastes med 7 kg. pr. cm.2 1:3:5 optil 15 » » » 6. Træmaterialer. Av trævirke er det hos os næsten udelukkende gran og furu, som benyttes ved byggearbejder, og de øvrige træsorter skal derfor forbigaaes. Granen har i det hele en ret, jevn stamme, om end noget opfyldt av kvister. Den er letkløvet, seig og elastisk, samt meget varig, naar den stadig er utsat enten for tørke eller fugtighet, mens den i fri luft, hvor solskin og regn avvekslende faar virke paa den, let gaar i forraadnelse. Er dagslys og frisk luft utestængt, angripes den av træsop, der i en for- holdsvis kort, tid helt kan odelægge den. Grantræet kan anvendes hvorsomhelst i et hus, men til utven- dige dører, vinduer samt til bjelker i kjelderetagen bør furuen gives fortrinet. Grantræet er mere mot- tagelig for maling og politur end furutræ, da det ikke er saa fell og harpiksholdig som dette, og lar sig høvle og slipe temmelig jevnt og glat. Jo mere finaaret det er, desto stoikere mot saavel slit som raattenhet. Furuens ved er haard, elastisk og harpiksrik; den er varigere likeoverfor avvekslende tørke og fug- tighet end gran, men i stork vedvarende tørke angri- pes den let av træmark og har lettere for at slaa sig end gran. Til gulvplanker er den mindre tjenlig, fordi malmen og yten slites alike raskt, hvorimot den er av stort værd som bygningstømmer, ytre og indre panel, til dører og vinduer m. ni. Til alle de arbeider, som skal oljemales og iltsættes for nogen større hete, bør man vælge det mindst fete materiale, da furuen utsveder megen harpiks, naar den tilsæt- tes for varme. Træets behandling og egenskaper. Om alt det træ, som skal benyttes til bygnings- materiale, gjælder den regel, at det bør hugges om vinteren, mens det er saa frit ifor safter som mulig. Hos os vil da den rette hugsttid være fra oktober til februar. Det bør straks avbarkes, dels fordi det da er lettere at transportere hjem fra skogen og tillike lorat det kan faa tid til at tørke noget, inden det benyttes. Trævirke, som brakes til byggearbeide under vand, bør derimot hugges umiddelbart før an- vendelsen uanset aarstiden; safterne vil nemlig da utlutes, inden de faar tid til at fortæres. Til at bedømme, hvorvidt træmaterialet er av god (41er slet beskaffenhet, har man mange kjendemerker, hvorav de vigtigste skal nævnes. Lugten bør være frisk og behagelig og minde om harpiks eller træ- saft; en muggen ubehagelig lugt forraader et daar lig træ, som ikke maa benyttes, hvor mögen større siyrke paakræves. Farven bør være saa jevn som mulig; ikke for stor forskjel mellem yte og malme og ingen mørkere eller lysere flekker i veden. Aar ringene bør være regelmæssige, og navnlig ikke for store, da dette vidner om, at træet har vokset for raskt og er av løs og svak beskaffenhet. Er fibrene eller aarringene paa noget sted sammenfiltrede og vredne, er dette tegn paa større ujevnhet, og tøm- meret bør da ikke brukes til hære- eller gulvbjelker Virke av utdøde trær er altid daarlig og kjendes paa den døde bark, en mat farve i hugget, daarlig lugt og er i regelen noget markstukket. Dødt, sterkt markstukket, sprukket eller storkvistet træ maa i del høieste kun brukes til vertikale stolper, hvor der ikke kræves nogen større styrke. Foniten at der altsaa er mange hensyn at ta ved utvalg av materiale, forinden byggearbeidet paabe- gyndes, er det ogsaa nødvendig at sikre det mot frem- tidige ødelæggelser, og vi skal omtale disse ødelæg- gende virkninger tillikemed midler til at forebygge dem. Marks tik kan forekomme baade mens træet er ilivie og længe efter at det er anvendt i en bygning. De forekommer dog mest i trær, som enten har været svge før hugsten eller er hugget i en umoden eller for sen alder eller har været benyttet i en halvtør tilstand. Markstikkene kan trænge dypt ind i trærne og trækker gjerne forraadnelse efter sig. Noget prak- tisk virksomt beskyttelsesmiddel har man neppe imot dem; det eneste er overstrykning med terpentin, sten- kultjære, kreosot etc. eller indsætning med jern salte, men dette sidste er endnu en for kostbar metode. Raattenhet er den almindeligste aarsak til træets øde- læggelse og staar visselig ikke i længden til at fore bygge, om den end ved omtanke og forsigtighet kan holdes væk i lange tider — ja hundreder av aar. Aarsakerne er væsentlig de samme som i foregaa- ende tilfælde, og navnlig maa fremhæves, at vinter- hugget virke, som straks efter hugsten biir avbarket, er langt varigere end det sommerhuggøde. Dette sidste medfører videre den ulempe, at det anvendt i tømmerkonstruktioner eller til snekkerarbeide aldrig