Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet
Forfatter: G. Tandberg
År: 1920
Forlag: H. Aschehoug & Co (W. Nygaard).
Sted: Kristiania
Udgave: 5. Utgave
Sider: 206
UDK: 7286 st.f.
Omarbejdet af Ivar Næss.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
14
kommer i ro, men kaster og vrir sig, og har ogsaa
av denne grund mindre værd. Maa allikevel som-
merhugget virke benyttes, bør dette nogen tid ha
henligget i ferskt vand, hvis det ikke er fløtet, og
derpaa tørres før det brakes. Safterne vil da ut-
lutes. Midler til al forebygge raattenhet er da ogsaa
ved siden av maling de samme som mot markstik,
og det gjælder navnlig at stanse en begyndende raat-
tenhet saa tidlig som mulig, da den med rask fart
griper om sig til alle kanter.
T r æ s o p p e n angriper næsten udelukkende det
trævirke, som er indlagt i bygningen, og den op-
træder kun, hvor der findes en fugtig og indestængt
luft i forbindelse med mørke; den likesom skyr dags-
lyset og indfinder sig som oftest først i kjelderen,
hvor der ikke ved anlægget er sørget for at skaffe
lys og luft tilveie. Den utvikler sig i begyndelsen
langsomt, men spreder sig efterhaanden hurtigere til
alle bygningens dele. Fra forsi av viser den sig som
et hvitagtig skimmel eller som rimfrost, men an tar
senere en mørkere farve. Det virksomste middel til
at undgaa den er at skaffe frisk luft og om mulig
lys til rummet under bjelkerne. I grundmuren an-
bringes store lufthuller eller vinduer paa flere steder.
Lufthullerne forsynes med aapne rister eller jern-
traadnet mol rotter, mus etc. Dernæst maa aldrig
organiske stoffe bl i liggende igjen paa grunden under
gulvet, da der senere vil opstaa forraadnelse i disse,
og dette kan ha soppen tilfølge. Hele matjordlaget
indenfor grundmuren bortkjøres, likesaa flis, høvl-
spaan, sagspaan m. m., og endelig bør der være
mindst 0,6 m. høide mellem bjelkerne og grunden.
Benyttes en ældre byggetomt, bør særlig forkigtighet
anvendes. Den bortførte jord erstattes av et lag frisk
jordfri sand eller lere, eller endnu bedre aske eller
kul- eller kokspulver. En overslrykning med olje,
asfalt, stenkultjære, trætjære, jernvitriol, utspædet
svovlsyre etc. vil til en viss grad forebygge sopdan-
nelsen, men er denne allerede indtraadt, da maa ikke
alene de beskadigede dele fjernes, men ogsaa de til-
sløtende paa det omhyggeligste undersøkes, avskra-
pes, vaskes og overstrykes helst med fortyndet svovl-
syre og derefter med stenkultjære. En overstrykning
med tjære, maling eller fernis maa dog aldrig ske,
før man er viss paa, at træet er tørt, ti i motsat fald
hindrer dette lag paa yttersiden safternes uttørring,
og dette har tilfølge, at stokken raatner indenfra.
Bedst er det dog paa forhaand at sikre sig mot sop-
pen ved kun at bruke godt, viniterhugget, feilfrit tøm-
mer helst av furu til gulvbjelker og de nederste om-far
i væggen.
Kap. III. Stenforbindelse.
Graastensmur.
Allerede ved byggestenens utsprængning bør man
ha dens bestemmelse for øie, og under selve spræng-
ningen se til at gi den en saadan form, at der ikke
falder for meget efterarbeide, ifør den lægges i mu-
ren. Ved almindelig sten- eller fjeldsprængning bra-
kes staalbor av 2—3 cm. diameter, men hvis fjeldet
er le-t at bore og skyte, og man vil ha regelmæssige
blokker frem, brukes helst noget mindre bor, og man
lar borhullet være netop saa dypt, som man ønsker
stenblokken tyk. Ved mindre sprængninger borer
helst en mand alene, men skal der bores til større
dybder eller fjeldet er meget haardt, gaar det raskere,
om 2 mand arbeider sammen. Hvor fjeldet er av
middels haardhet, og hvor borets diameter ikke over-
stiger 3 cm., vil der kunne bores 1,5—2 m. pr. dag
av hver mand. Ved utsprængningen brukes dels
krudt og dels dynamit. Krudtet brænder ikke paa
langt nær saa hastig som dynamit og slaar derfor
ikke stenen saa meget istykker som denne, men gir
jevnere og mere regelmæssige blokker. Ved spræng-
ning av byggesten bør man derfor helst bruke krudt,
uagtet dynamit ved sin større kraift biir billigere.
Krudtladningens størrelse er avhængig av stenens
haardhet, fjeldets lugning m. m., men mest alminde-
lig brukes 1I6—1Ia av 'borhullets dybde. Hvor fjeldet
enten er av en meget løs beskaffenhet eller er godt
lagret, kan det ofte være nyttig at blande krudtet
noget op med sagspaan eller knust kul, hvorved
skuddet faar en mildere virkning, og de utsprængte
blokker biir mere regelmæssige. Under gunstige om-