Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet

Forfatter: G. Tandberg

År: 1920

Forlag: H. Aschehoug & Co (W. Nygaard).

Sted: Kristiania

Udgave: 5. Utgave

Sider: 206

UDK: 7286 st.f.

Omarbejdet af Ivar Næss.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 216 Forrige Næste
14 kommer i ro, men kaster og vrir sig, og har ogsaa av denne grund mindre værd. Maa allikevel som- merhugget virke benyttes, bør dette nogen tid ha henligget i ferskt vand, hvis det ikke er fløtet, og derpaa tørres før det brakes. Safterne vil da ut- lutes. Midler til al forebygge raattenhet er da ogsaa ved siden av maling de samme som mot markstik, og det gjælder navnlig at stanse en begyndende raat- tenhet saa tidlig som mulig, da den med rask fart griper om sig til alle kanter. T r æ s o p p e n angriper næsten udelukkende det trævirke, som er indlagt i bygningen, og den op- træder kun, hvor der findes en fugtig og indestængt luft i forbindelse med mørke; den likesom skyr dags- lyset og indfinder sig som oftest først i kjelderen, hvor der ikke ved anlægget er sørget for at skaffe lys og luft tilveie. Den utvikler sig i begyndelsen langsomt, men spreder sig efterhaanden hurtigere til alle bygningens dele. Fra forsi av viser den sig som et hvitagtig skimmel eller som rimfrost, men an tar senere en mørkere farve. Det virksomste middel til at undgaa den er at skaffe frisk luft og om mulig lys til rummet under bjelkerne. I grundmuren an- bringes store lufthuller eller vinduer paa flere steder. Lufthullerne forsynes med aapne rister eller jern- traadnet mol rotter, mus etc. Dernæst maa aldrig organiske stoffe bl i liggende igjen paa grunden under gulvet, da der senere vil opstaa forraadnelse i disse, og dette kan ha soppen tilfølge. Hele matjordlaget indenfor grundmuren bortkjøres, likesaa flis, høvl- spaan, sagspaan m. m., og endelig bør der være mindst 0,6 m. høide mellem bjelkerne og grunden. Benyttes en ældre byggetomt, bør særlig forkigtighet anvendes. Den bortførte jord erstattes av et lag frisk jordfri sand eller lere, eller endnu bedre aske eller kul- eller kokspulver. En overslrykning med olje, asfalt, stenkultjære, trætjære, jernvitriol, utspædet svovlsyre etc. vil til en viss grad forebygge sopdan- nelsen, men er denne allerede indtraadt, da maa ikke alene de beskadigede dele fjernes, men ogsaa de til- sløtende paa det omhyggeligste undersøkes, avskra- pes, vaskes og overstrykes helst med fortyndet svovl- syre og derefter med stenkultjære. En overstrykning med tjære, maling eller fernis maa dog aldrig ske, før man er viss paa, at træet er tørt, ti i motsat fald hindrer dette lag paa yttersiden safternes uttørring, og dette har tilfølge, at stokken raatner indenfra. Bedst er det dog paa forhaand at sikre sig mot sop- pen ved kun at bruke godt, viniterhugget, feilfrit tøm- mer helst av furu til gulvbjelker og de nederste om-far i væggen. Kap. III. Stenforbindelse. Graastensmur. Allerede ved byggestenens utsprængning bør man ha dens bestemmelse for øie, og under selve spræng- ningen se til at gi den en saadan form, at der ikke falder for meget efterarbeide, ifør den lægges i mu- ren. Ved almindelig sten- eller fjeldsprængning bra- kes staalbor av 2—3 cm. diameter, men hvis fjeldet er le-t at bore og skyte, og man vil ha regelmæssige blokker frem, brukes helst noget mindre bor, og man lar borhullet være netop saa dypt, som man ønsker stenblokken tyk. Ved mindre sprængninger borer helst en mand alene, men skal der bores til større dybder eller fjeldet er meget haardt, gaar det raskere, om 2 mand arbeider sammen. Hvor fjeldet er av middels haardhet, og hvor borets diameter ikke over- stiger 3 cm., vil der kunne bores 1,5—2 m. pr. dag av hver mand. Ved utsprængningen brukes dels krudt og dels dynamit. Krudtet brænder ikke paa langt nær saa hastig som dynamit og slaar derfor ikke stenen saa meget istykker som denne, men gir jevnere og mere regelmæssige blokker. Ved spræng- ning av byggesten bør man derfor helst bruke krudt, uagtet dynamit ved sin større kraift biir billigere. Krudtladningens størrelse er avhængig av stenens haardhet, fjeldets lugning m. m., men mest alminde- lig brukes 1I6—1Ia av 'borhullets dybde. Hvor fjeldet enten er av en meget løs beskaffenhet eller er godt lagret, kan det ofte være nyttig at blande krudtet noget op med sagspaan eller knust kul, hvorved skuddet faar en mildere virkning, og de utsprængte blokker biir mere regelmæssige. Under gunstige om-